de nærmeste. Eyfjordingerne synes ikke at have gjort mindste Mine til at forene sig med ham, af Frygt for Kolbeins Overmagt. Flere af Thords Skibe bleve tagne, og da Mandskabet søgte over til de andre, bleve de saa overfyldte, at de vare nær ved at synke. Thord vilde alligevel ikke fly, men kæmpede med mageløs Udholdenhed og Tapperhed, først paa Svarthøvdes Skib, dernæst paa den saakaldte Ognarbranden, hvor han stillede sig aller fremmest i Stavnen og selv opfordrede Nordlændingerne til at binde an med ham, om de torde. Man greb, hvad man fik fat paa, og brugte det som Vaaben. Boløxer og Haandøxer kastedes fra det ene Skib til det andet; man brugte Sæl- og Hval-Harpuner, Sejlbomme, Aarer, Bænke, o. s. v.; med saadant Raseri blev der stredet. Men nu begyndte flere af Thords Skibe efterhaanden at liste sig bort, og det, hvorpaa han selv befandt sig, var saa lekt, at man uagtet idelig Østen dog neppe kunde holde det fra at synke. Alligevel bad han sine Mænd, da man meldte ham det, ikke gjøre ham og sig selv den Skam at fly fra Striden. De hade ham da selv at see efter; men da han nu gik agter til Østerrummet, benyttede de sig af dette Øjeblik til at hamle tilbage, og lægge fra. Dette var Tegnet til almindelig Flugt, og saaledes var Slaget til Ende. Kolbeins større Skibe var tunge under Aarerne; han maatte derfor oppebie Havgulen for at kunne sejle, og hindredes derved fra umiddelbart at forfølge de flygtende. Tre af Thords Skibe bleve liggende efter, af Mangel paa Folk, de øvrige kom uhindret til Land ved Aarnes i Trekyllesfjorden, og de trætte Krigere kunde endog tage sig nogen Hvile. Her undersøgte de deres Tab. Af deres Flok bare forholdsviis kun faa faldne, men de fleste af dem vare saarede, nogle endogsaa meget haardt. Derimod vare en stor Mængde af Kolbeins Mænd – som det siden viste sig over 80 –, dræbte og end flere saarede[1]. Derfor var Thord heller ikke saa misfornøjet med Slagets Udfald, som man skulde have ventet. Han lod sine Mænd kalde sammen der paa Stranden „til Huusthing“, og takkede dem i en lang og smuk Tale for deres gode Bistand. Han ytrede endog, at fra denne Dag af havde hans og Kolbeins Lykke vist skiftes om, saa stort et Folketab, som Kolbein ganske sikkert maatte have lidt. Han forordnede, at da de havde mistet for mange Sejl og Aarer, til at det kunde nytte dem at prøve paa at undkomme til Søs for Kol-
- ↑ Saaledes Sturlunga Saga VII. 32. Nogle yngre Haandskrifter af de isl. Annaler angive, at efter hvad man antog, skulde der være faldne tilsammen 120 Mand, (Isl. Ann. S. 116), men dette er aabenbart for meget, og man skulde næsten fristes til at antage at Hangsnesslaget her er forvexlet med Floaslaget. Af Thords Flok faldt der, med nogle, som siden, efter at være faldne i Fiendens Hænder, bleve aflivede, neppe flere end i det højeste syv eller aatte.
