bein, der upaatvivleligt strax vilde forfølge dem, naar lign fik Vind, skulde Skibene ryddes og alt hvad der fandtes ombord, bringes ind i nærmeste Kirke, hvor ogsaa de, der vare for haardt saarede til at kunne udholde en møjsommelig Fjeldrejse, skulde tage sin Tilflugt, for saa vidt de kunde vente sig Grid af Kolbein. Kolbein Gran og nogle andre, der ligeledes vare slemt saarede, men dog taalte lidt mere, sendte han til Steingrimsfjorden; med de øvrige begav han sig over en Fjeldhals nord til Ufeigsfjorden. Men ogsaa disse vare saa udmattede af Blodtab og Anstrengelse, at de lagde sig fore og ikke vilde fare længere. Han maatte derfor lade det komme an paa, om Kolbein indhentede dem eller ej, og blive der om Natten, uagtet man allerede Aftenen forud havde seet de fiendtlige Skibe nærme sig. Dagen efter (Søndag Morgen den 26de), besluttede han sig til at afskedige dem, og lade dem søge hver til sit, som de bedst kunde, paa den Betingelse at de igjen skulde komme til ham, uvis Kolbein viste sig vestenfor Horn. De fleste toge da til Fjelds, og gik over til Isafjorden eller andre vestlige Fjordegne. Thord takkede dem endnu engang ved Afskeden for deres gode Hjelp. Selv drog han nordenom langs Kysten, og kom tre Dage efter til Holt i Anundsfjorden[1].
Kolbein havde imidlertid med gunstig Vind begyndt at forfølge de Flygtende, og landede i Trekyllesvik, hvor hans første Gang var til Kirken. Denne skaanede han ikke, som Thord, men lod den bryde op og alt det deri forvarede Gods plyndre; vel blev ingen af Folkene dræbte, men det er tydeligt nok, at hvis Thord ikke havde sørget for at faa dem, mod hvilke Kolbein var mest opbragt, skaffede anden Steds hen, vilde Kirkens Hellighed ikke have gavnet dem stort. Paa Fjeldet lod han en af Thords Mænd dræbe, der, udmattet af sine Saar, var bleven liggende tilbage; hang Syster havde en Tidlang været Kolbeins Frille, men det kunde ikke frelse vant. Thords efterladte Skibe lod Kolbein deels brænde, deels udruste og bemande, thi det var hans Hensigt at drage lige til Vestfjordene, og, som han sagde, at ødelægge disse saa til Gavns, at Thord ikke tidere skulde kunne rejse Ufredsflokke derfra. Vold og Ødelæggelse betegnede ogsaa hans Vej. Hvad der især ansaaes som uhørt, og vakte almindelig Forbitrelse, var, at lign endog lod de Hvaler tage og tildeels opbrænde, som Kystboerne havde fanget, og hvoraf de for en stor Deel skulde trave deres Livs Ophold. „Thord og hans Tilhængere skulle ikke kunne ernære sig deraf, for siden at øve
- ↑ Sturlunga Saga VII. 28–32. Her anføres, hvad der ellers er en Sjeldenhed i denne Saga, flere Vers af et Kvad, som Ingjald Gudmundssøn, en af Thords Anførere, selv digtede om Slaget den følgende Vinter.
