Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/282

268

Haakon Haakonssøn.

syn til dennes Drab paa Ørlygsstad, og den hele Sag, heder det, blev lagt i Kong Haakons Dom, det vil da sige, at Kongen skulde bestemme de endelige Forligsvilkaar. Dette maa nødvendigviis have været aftalt mellem Kongen og Gissur, eller rettere været Gissur paalagt af Kongen før hans Afrejse fra Norge, og man kan næsten allerede heraf slutte, at Gissur maa have haft lignende Paalæg med Hensyn til Thord, samt Befalinger i saa Henseende til Kolbein. Gissur samlede siden en stor Skare Folk og drog med den til Vesterlandet, til Breidafjord-Dalene, rimeligviis for at give sine paatænkte Underhandlinger med Thord behørigt Eftertryk. Da Thord var kommen til Fagerø, som det ovenfor er berettet, fik han dette at vide af Sturla, og lod strax samle saa mange Folk, som muligt, i Borgarfjorden og de sydlige Dele af Vesterlandet; ved Efterretningen herom trak Gissur sig tilbage, da han formodentlig indsaa, at det endnu ikke for det første nyttede at forsøge Fredsunderhandlinger med ham. Thord tænkte paa intet mindre end at tage øjeblikkelig Hevn over Kolbein. Efter at have tilbragt nogle Uger roligt paa Eyre, reed han i August Maaned tilligemed Sturla sydefter til Dalene, samlede henved en 120 Mand, og ilede med disse nord gjennem Haukadalsskardet for at overrumple Kolbein i Skagafjorden. Allerede i Midfjorden saa man imidlertid Folk ride af alle Kræfter til Fjelds og østover, øjensynligt for at advare Kolbein, og flere af Thords Mænd meente derfor at det var farligt at drage videre, og at man snarest muligt burde vende om. De bade Sturla tale herom til Thord. Han undslog sig, fordi man tidligere havde dadlet hans alt for snare Tilbagetog fra Haukadalsskardet, da man kunde have overrumplet Brand Kolbeinssøn. De fortsatte derfor Toget indtil ned i Vatnsfjorden; da sagde Thord selv, at det var bedst at vende om, saasom han kunde see at de vare misfornøjede. Det vilde heller ikke have nyttet ham at drage videre, thi Advarsler havde naaet Kolbein, og denne havde samlet 360 Mand, med hvilke han kom til Midfjord strax efter at Thord havde forladt Egnen. Men hvad der nu, som sagt var foregaaet med Kolbein eller ej, hvad enten Gissur havde sendt ham Bud, eller hans Svagelighed atter stemte ham mere for Freden, saa gjorde han nu, da man mindst skulde have ventet det, et oprigtigt Forsøg paa at gjenoprette denne, idet han sendte en af Thords egne Tilhængere, som han havde taget til Fange, til ham med Forslag om Grid eller Vaabenstilstand, for at begynde Underhandlinger. Thord antog Forslaget, og Stilstanden blev sluttet, først kun til Vinternat, siden, som man kan skjønne, for hele Vintren. Der plejedes nu ivrige Underhandlinger, som dog i Førstningen ikke ledede til noget Resultat, da Kolbein fremdeles vægrede sig ved at give Slip paa de Godord, som Sighvat havde haft. Men endelig kom det dog, ved Fleres Megling,