Ærgjerrighed stræbte endnu videre. Han vilde blive Herre over hele Nordlandet, ja maaskee endog, om det kunde lade sig gjøre, over den hele Ø. Og dette berøvede ham om en føje Tid den Popularitet, som han nu umiskjendeligt havde erhvervet sig.
I Førstningen var det nu heel fredeligt paa Island. Thord tilbragte Høsten og Vintren paa Grund, og Brand paa sin Gaard Stad i Skagafjorden, hvor han holdt et prægtigt Huus, og hvor alle Kolbeins forrige Følgesvende samlede sig om ham. Men snart viste det sig, at Thords Ærgjerrighed endnu ikke paa langt nær var tilfredsstillet, og at to saa mægtige Høvdinger, som han og Brand, hver omringede af en heel Skare urolige Tilhængere, der indbyrdes hadede hinanden til det yderste, ikke kunde bo nær ved hinanden uden at komme i Uenighed paany. Hvad Thord angaar, da synes han endog at have søgt Anledning til at velte sig ind paa Brand. Anledningen tog han af nogle Lystigheder med Dans og andet Fjas, som Brands Mænd havde om Vintren, hvorved der forefaldt Ytringer og andre Hentydninger, som Thord, da de forebragtes ham, ansaa fornærmelige. Det var vel heller ikke ganske frit for, at disse Ytringer eller Hentydninger virkelig vare rettede mod Thord og hans Mænd, thi Brand selv ansaa det nødvendigt at irettesætte sine Mænd derfor, og bede dem tie stille med saadant, da det ellers kunde afstedkomme megen Skade. Men saa farligt var det dog vel ikke, hvis Thord selv ej havde grebet Lejligheden til at yppe Kiv. Dette begyndte dermed, at han eller hans Mænd fremkom med Fordringer paa flere Gaarde i selve Skagafjorden, og erklærede det for Brud paa det sluttede Forlig, hvis de ikke bleve dem opladte. Da Brand, som man kunde vente, gjorde Vanskeligheder herved, paastod Thord at der burde sluttes et nyt Forlig, og ytrede at intet Forlig var tilbørligt, eller saadant som man kunde vente overholdt, naar han ikke derved fik sig hele Nordlændinge-Fjerdingen overdragen[1]. Han vilde heller ikke give Slip paa Borgarfjorden, paaskydende at Thorleif i Garde, den mægtigste Mand i den Egn, ikke længer var hans fuldkomne Ven[2]. Allerede
