efter Juul kunde man sige, at der var aabenbart Fiendskab mellem begge Hereder, Eyjafjorden og Skagafjorden, uagtet der, som det heed, var sluttet den Overeenskomst angaaende hine Fordringer paa Godserne i Skagafjorden, at tolv af de bedste Mænd i Landet skulde afgjøre Sagen ved Voldgift paa først kommende Althing, til hvilken Tid der og stilledes gjensidig Grid. Denne Aftale med tilhørende Grid synes kun at have været et Proformaverk, som man ikke agtede stort[1]. Thord lod i al Stilhed sine Tilhængere og Venner fra Vestfjordene kalde til sig ved Folk af sine Omgivelser, der paaskøde at rejse i deres private Erender. Saaledes samlede der sig efterhaanden en Mængde til ham, Seir Styrmessøn, Ravn Oddssøn, Bjørn Drumb, o. fl. Dette kunde naturligviis ikke i Længden undgaa Skagfjordingernes Opmerksomhed, og allerede tidligt i Fasten sendte Brand ved paalidelige Bud et Brev til Gissur Thorvaldssøn, hvori han beskrev ham, hvorledes Sagerne stode, og bad ham snarest muligt komme med en klækkelig Folkestyrke til Skagafjorden, for ved sin Magt og Anseelse at indjage de urolige Hoveder i Eyjafjorden Skræk og forebygge Blodsudgydelse. Han anmodede ham ogsaa, efter Kongens Bud at overtage Bestyrelsen af Borgarfjorden, hvor det vilde blive dem særdeles bekvemt at holde til i Forening. Han klagede fremdeles over, at endog Biskop Sigvard nu havde begyndt at helde til Thords Side, da han nemlig, efter Thords skriftlige Anmodning om atter at maatte stedes til Kirkegang med sex af sine Mænd, strax havde overdraget en Prest, højtideligt at indføre Thord i Kirken[2],
- ↑ Man var vel saa meget mere forberedt paa alvorlig Ufred, som der om Vinteren 1245–46 saaes en Komet (Sturlunga Saga VII. 39).
- ↑ Saaledes heder det udtrykkeligt i Brands Brev, Sturlunga Saga VII. 40, uagtet der ej fortælles, naar Thord blev bansat. Men da det ovenfor udtrykkeligt berettes, at Biskoppen paa Teits Anmodning ikke bansatte Thord ved hans Tog til Skaalholt 1242, og der senere ikke forefaldt noget nyt Sammenstød mellem Thord og Biskoppen, der kunde have fremkaldt Bansættelse, saa kan man neppe gjette paa nogen anden Anledning dertil, end, saaledes som det ogsaa ovenfor, S. 248, er skeet, ved Thords og hans 15 Venners Fredløsdømmelse. Thi det var i sig selv rimeligt, at Skogarmanden, der „ikke maatte fødes eller færges“, ogsaa tillige udstødtes af det kirkelige Samfund, og Biskoppen greb dengang vist gjerne Anledningen dertil. Nu, da Fredløshedsdommen ved Forliget maatte ansees hævet, var det ogsaa rimeligt at Excommunicationen hævedes. Da flere af de 15 fredløse Mænd, hørte hjemme i Vestfjordene, saa at maaskee netop 6 vare tilbage hos Thord, bliver ogsaa dette Tal en Bestyrkelse paa det ovenfor antagne.
til en anden end Thord, om end just ikke til Thorleif, hvem Kongen fra tidligere Dage havde meget imod. Thords Udsagn om ham skal vel forklares derhen, at han, da Thorleif var mægtig, for sin egen Sikkerheds Skyld maatte have Bestyrelsen over Borgarfjorden, da han derved lettere kunde hindre hiin fra at gjøre ham Fortred.
