gerne, Kolbeins og Brands forrige Thingmænd, havde dog strax ved Gissurs Ankomst til Egnen løsrevet sig, og underkastet sig ham. At de nu faa godvilligt, som det lader, gave sig under Thord, kan ej udelukkende tilskrives hans Magt og Gissurs Fraværelse, thi de maatte dog altid kunne have gjort en temmelig langvarig Modstand, om de dertil havde hast Mod eller Lyst; man kan derfor ikke vel antage andet, end at hine Opfordringer, forkyndte og kraftigt understøttede af Biskop Henrik, have udrettet det Meste, os fornemmelig hos Thords Uvenner overvundet den Modbydelighed, de fleste af dem havde for at underkaste sig ham, ved at gjøre dem det begribeligt, at det ikke egentlig var ham selv personligt, hvem de tilsagde sin Lydighed, men Kongen, der af ham kun repræsenteredes. Paa Sønderlandet, Vestlandet og Østlandet maa ligeledes Biskop Sigvard have agiteret ivrigt, og foreholdt de trodsige Sønderlændinger, at Thord paa en Maade nu selv stod i Gissurs Sted, saa at det derfor ikke i Længden vilde kunne nytte dem at gjøre ham Modstand. Fra denne Tid af kunne vi saaledes regne den egentlige Begyndelse til Kong Haakons virkelige Herredømme paa Øen, og den første, om end kun middelbare og indskrænkede, Erkjendelse af hans Overhøjhed. Og for denne havde han altsaa Paven og Cardinalen væsentligt at takke. Naar man tager dette i Betragtning ved Siden af de øvrige Fordele, Kong Haakon opnaaede i Norge selv ved Cardinalens Nærværelse og Foranstaltninger, kan man enda ikke sige, at de mange Penge, Kongen udbetalte til ham og Pavestolen, vare bortkastede til Unytte[1].
Virkningen af Cardinalens Myndighed og de tvende Biskoppers ivrige, om end ikke i Sagaerne synderligt omtalte, Agitationer spores ogsaa deri, at de af ham ved Mødet i Bergen paabudne kirkelige Reformer antoges paa Island, for saa vidt de passede til dette Lands Kirkeforfatning. Navnlig blev Jærnbyrden her, lige saavel som i Norge, ganske afskaffet[2]. Bestemmelsen, at hver den, som med Vold gaar ind i anden Mands faste Ejendom eller Rettighed, ved selve Gjerningen er forfalden i Bans Straf, synes endog nærmest at være afseet paa selve Island[3].
Men Thords Ærgjerrighed og Herskesyge begyndte nu atter at fremtræde i en saa foruroligende Grad, at den vakte almindelig Misfornøjelse, og skilte ham endog ved Biskop Henriks Venskab. Ser skulde
