Alfhild paa det indstændigste bad ham ikke at vise en saadan Utaknemmelighed mod sin Fosterfader[1], til Kirkebø, for at overfalde Agmund. Denne blev dog i Tide advaret, bevæbnede sig med alle sine Gaardsfolk og tog sit Stade i Kirken, hvor Sæmund ej vovede at angribe ham; en af dem fandt desuden Lejlighed til at undkomme og løbe hen til de nærmeste Nabogaarde, hvorfra der snart kom en saa betydelig Skare til Agmunds Hjelp, at Sæmund med uforrettet Sag maatte drage bort. Agmund vilde have forfulgt ham, hvis ikke Steinunn, hans Hustru, havde hindret det. Strax efter begav han sig til Thord Kakale, og klagede for ham over Sæmunds Ferd. Man skulde nu have ventet, at Thord, efter hans sidste Ord til Sæmund, ikke vilde have givet Agmund Medhold. Men tvertimod: han opmuntrede Agmund til at holde Stand, saa meget mere som han var rigere og mere yndet af Bønderne end Sæmund: skjønt Sæmund nu var i Svogerskab med ham, vilde han dog ikke, sagde han, staa ham bi i nogen Uretfærdighed. Han indbød endog Agmund til at forblive hos ham, saa længe han vilde, og Agmund blev der hele Vinteren[2]. Dette var dog visselig at give begge Parter Medhold, og Thord kan ingen anden Hensigt have haft dermed, end at sætte dem op mod hinanden indbyrdes, og derved svække deres Magt, for at han selv kunde udvide sit Herredømme paa deres Bekostning og vinde Fodfæste ogsaa i Østfjordene. Vi ville strax nedenfor see, at denne Venskabelighed mod Agmund var vistnok hyklet. Med Biskop Henrik, som advarede Thord og foreholdt ham, at dette ikke var den rette Maade at opfylde sine Forpligtelser til Kongen, kom han snart i et spændt Forhold, der omsider gik over til aabenbart Uvenskab, saa at Biskoppen endnu om Sommeren 1249 forlod Island, og ved sin Ankomst til Norge fremførte de sterkeste Klagemaal over ham, som den der kun befordrede sine egne herskesyge Planer, uden i mindste Maade at sørge for Kongens Fordeel. Det var, sagde han, ikke at tænke paa, at Kongens Ønsker med Hensyn til Island kunde gaa i Opfyldelse, saa længe Thord havde saa meget at sige. Biskoppen maa endog længe for sin Afrejse fra Island skriftligt have oversendt Klager til Kongen, thi allerede den samme Sommer, han rejste, ja endog, som det synes, førend han endnu havde forladt Landet, indløb der et Brev fra Kongen til Thord med alvorlige Bebrejdelser, fordi han havde lagt mere Vind paa at bringe Landet under sig, end under Kongen[3]. Bre-
Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/297
Denne siden er korrekturlest
283
1248–1250. Islandske Begivenheder. Thords Eneherredømme.
