vet indeholdt ogsaa en Befaling til ham, at han skulde komme over til Norge. Hertil kunde Thord naturligviis ikke have nogen Lyst, da han maatte være temmelig sikker paa, at Kongen for det første ej vilde lade ham slippe tilbage, og at det saaledes i det mindste for en Tid vilde være forbi med hans Magt og Anseelse. Men paa den anden Side var han Kongens eedsvorne Hirdmand, og forpligtet til at adlyde ham; Snorres Exempel var afskrækkende, og viste at Kongens Arm kunde ramme endog den mægtigste Mand paa Island, især nu, da han kun behøvede at lade Gissur slippe løs. Han vovede dog paa, endnu at forblive et Aar i Landet. Men, som det synes, for dog at gjøre noget, hvorved Kongens Planer tilsyneladende befordredes, og derved ogsaa hans Unaade maaskee kunde formildes, besluttede han at tvinge de anseede Sæmundssønner, Philip og Harald, til at begive sig til Norge og underkaste sig Kongen. Dette var at forbedre en allerede slet Sag ved en endnu slettere Handling, thi Philip og Harald vare stille, rolige Mænd, der ikke sad nogen til Fortrængsel, og de vare desuden Brødre af Thords egen Svoger, Halfdan Sæmundssøn. Ogsaa Aron Hjorleifssøn, der nu ved Thords Bistand havde faaet sin Fredløshedsdom ophævet, lod sig bruge dertil. En Nat reed Thord, ledsaget af Aron og mange andre, til Hvaal, hvor Philip boede, tog ham med skaanselløs Voldsomhed til Fange[1], og aftvang ham det Løfte, at han endnu samme Sommer skulde forlade Øen. Umiddelbart derfra sendtes Aron til Harald Sæmundssøn i Odde, for at faa ham til at følge med til Thord, der imidlertid begav sig til Kelde. Harald, som havde den bedste Tro til Aron, der endog forsikrede, at han, om det behøvedes, skulde tage ham i Forsvar, fulgte med; men da han kom til Thord, fordrede denne, at han skulde forlade Landet. I Stedet for at tage hans Parti, taug Aron stille, og Harald maatte aflægge Løftet, ligesom Broderen. Kort efter begav Thord sig til Things. Her havde han, som for, næsten uindskrænket Raadighed. Men denne Indflydelse benyttede han ej til at understøtte Agmund, som man efter hans tidligere Forsikringer til ham skulde have ventet. Muligt, at han frygtede Sæmund, der var omgiven af et talrigt Følge, og hvis Magt nys endog var forøget ved Erhvervelsen af nogle flere Godord, han havde frataget et Par Frænder; snarere synes dog Thord den hele Tid at have spillet under Dække med ham og kun at have villet ledet Agmund ud paa en glat Iis. Thi vist er det, at han reent ud slog Haanden af Agmund. Agmund
- ↑ En af Thords Ledsagere, den raa Rane Kodraanssøn, vilde endog slaa Philip med en Pidsk, men Philips Kone Thordis holdt en Kappe for og hindrede Slaget fra at ramme ham. Sturlunga Saga, VII. 51.
