vovede ikke engang at vise sig paa Thinget, men holdt sig skjult, og da Sæmund nu fornyede den Anklage imod ham, som han paa forrige Thing efter Abbed Brands Forestillinger havde taget tilbage, fremstod der ingen til at svare paa Agmunds Vegne, og han dømtes fredløs. Sæmund begav sig umiddelbart fra Thinget til Kirkebø for at holde Feransdom efter Agmund. Efter Omstændighederne viste han her nogen Humanitet mod sin Faster Steinunn, for saa vidt han lod hende beholde Halvparten af Boet, efter at Kirkens Ejendom var fraskilt, samt derforuden alle de enkelte Stykker, hun paaviste som sine, uagtet hans Mænd ogsaa vilde fratage hende disse. Men hvad der blev bortført som Agmunds Part, var allerede heel betydeligt, nemlig 30 Køer, unge Gjeldfæ til 12 Koers Verd, 4 Plogoxne, 100 voxne Sauder, 50 Beder, 70 aarsgamle Sauder, 20 Heste, 25 Sviin, 50 Gjæs, 12 Skjolde, 12 Spyd, 6 Staalbuer, 6 Brynjer og 10 Kister, samt endeel Sengklæder. Da man drog af Gaarde med dette, græd Steinunn, og nogle af Sæmunds Folk gjorde sig lystige derover. Han satte dem til Rette derfor, men Steinunn svarede, at hun ensede ikke Godset, der var dem vel undt, hvis de endelig behøvede det, men hint græd ved at tænke paa hvad der vilde følge ovenpaa alt dette. Hun gik derpaa til Kirken, bad for dem alle, og anraabte Gud om, at han vilde være saa naadig, hvis det skulde komme til aabenbare Fiendtligheder mellem hendes Mand og hendes Brodersønner, da ikke at lade hende opleve dem. Hendes Bøn gik i Opfyldelse, thi hun døde allerede Paaskeaften 1252, efterat hendes Broder, Abbed Brand, havde faaet meglet et Forlig mellem Sæmund og Agmund, saaledes som det i det følgende skal berettes[1].
Thord Kakale begav sig fra Thinget hjem til Grund, og forberedede sig til sin Afrejse, som han ikke længer torde opsætte. Han indbød alle sine Venner til sig til et festligt Afskeds-Gilde, og ordnede her, hvorledes det skulde forholdes med Bestyrelsen af Herederne under hans Fraværelse. Eyjafjorden overdrog han til en af sine ivrige Tilhængere, men for Resten, som det synes, en raa og voldsom Kriger, ved Navn Rane Kodraanssøn; han skulde bo paa Grund. Eyjulf Thorsteinssøn, der var bleven gift med en uegte Datter af Sturla Sighvatssøn, skulde styre Skagafjorden og derhos, som man maa antage, Herederne strax vestenfor; Thorleif i Garde skulde forestaa Borgarfjorden, og endelig, – hvad man af det følgende kan slutte, uagtet det ikke udtrykkeligt siges – Ravn Oddssøn og Sturla Thordssøn, der begge vare tilstede ved Gjestebudet, Vestfjordene, samt derhos have Tilsyn med Thorleif i Garde. Sæmund Ormssøn, der ogsaa var en af Gjesterne – det bedste Tegn paa at han og Thord vare
- ↑ Sturlunga Saga, VII. 55, 56.
