til Sikkerhed for Sturlungepartiets Lydighed, hiin neppe af anden Grund end den, at han ønskede at opholde sig nogen Tid i sit Hjem og udhvile efter sine byrdefulde Forretninger, hvilket han trygt kunde gjøre, da han før sin Afrejse havde indsat den paalidelige Abbed Brand til sin Vicar.
Men Høststormene gjorde en uventet Forandring i den hele Anordning. Sæmundssønnerne rejste først fra Norge; de havde en haard Overrejse, kom endelig ind før Michelsmessetider under Sønderlandets Kyst, men fik her en saa forfærdelig Storm at Skibet brast under dem, og de selv med den øvrige Besætning, paa fire Mand nær, druknede. Gissur, Thorgils og Biskop Henrik, der noget senere indskibede sig tilsammen paa eet Fartøj, bleve ved Modvind drevne tilbage under Norges Kyst, lede Skibbrud, og maatte tilbringe endnu en Vinter i Norge, for det første i Throndhjem. Det var under dette Vinterophold her, at Thorgils havde den Dyst med Knut Jarl, om hvilken det i det foregaaende er talt[1]. Da Vaaren kom, begave de Skibbrudne sig atter til Kongen, som dengang opholdt sig i Viken, og der blev nu gjort nogen Forandring i den tidligere Bestemmelse, idet Gissur nu fik beholde sit forrige Herredømme paa Sønderlandet, imod at afgive den østligste Deel af Nordlændinge-Fjerdingen ved Skjalvandafljot eller det saakaldte Thingeyjar-Thing, til Finnbjørn Helgessøn, de skulde tage sin Bolig paa Grenjadarstad. Gissur, Thorgils og Finnbjørn skulde være forpligtede til gjensidigt at understøtte hinanden. Thord Kakale blev affunden med den kongelige Syssel i Gauldalen, uden dog derved at kunne trøste sig over Tabet af sin Magt og Omstyrtningen af alle de Dispositioner, han før sin Afrejse havde truffet til Bedste for sine Venner[2].
Disse havde imidlertid allerede faaet en Forsmag paa, hvor vanskeligt det vilde være for dem at holde Stand mod det fiendtlige Parti, hvis de ikke vare langt mere aarvaagne og handlede mere i Fællesskab, end det lod til at nogen af dem egentlig skjøttede om. Agmund Helgessøn viste sig atter paa Østerlandet, og tænkte seent og tidligt paa at hevne den ham af Sæmund tilføjede Fornærmelse, uanseet at Abbed Brand fik meglet et Forlig mellem dem, hvorved man troede alt Fiendskab hævet. Agmund tog heller ikke i Betænkning at hykle det venskabeligste Sindelag mod Sæmund, uagtet han uafladeligt pønsede paa Svig; det gik saa vidt, at han efter sin Hustru Steinunns Død om Vaaren 1252 tilskrev Sæmund et Brev, hvori han i de bevægeligste Udtryk talte om at Stein-
