overlægge om Svar. Han holdt Brevet i Haanden, fremviste Indseglet, og bad derpaa Thorleif i Garde opnævne en Mand til at læse det højt. Thorleif vægrede sig derved. Der var nok af dem, sagde han, der havde Lyst paa dette Hered, men faa til at svare paa Kongens Budskab; man burde heller vente til en anden Dag, naar Sturla Thordssøn og Ravn Oddssøn vare nærværende, og man kunde overlægge i Forening med dem; han tvivlede ikke paa, at Kongen havde overdraget Thorgils Heredet, men des mere paa, at Kongen havde nogen Ret dertil; dog vilde han ikke selv indlade sig paa at afgive noget formeligt Svar, da han ej var Snorres Arving; han maatte kun, som den, der skulde varetage Thords Interesser, ytre, hvad han nu havde fremført. Mange af de andre gave ham Medhold, og sagde at Kongen ej havde mindste Ret til at befatte sig med Snorre Sturlassøns Gods. Thorgils sagde at han ligefuldt agtede at lade oplæse ej alene eet, men to eller maaskee tre Kongebreve endnu førend de skiltes ad; han vilde ikke gjøre som Thorleif havde gjort, at undertrykke og hemmeligholde de til ham sendte Kongebreve. Thorleif følte sig, som det synes, truffen ved denne Beskyldning, hang med Hovedet og svarede lidet eller intet. Siden lod Thorgils sin Svoger Thord Hitnesing oplæse Kongebrevet. Der opstod en lang Taushed, som først blev brudt af Olaf Hvitaskald, idet han mindede dem om, at det ej var Skik og Brug blandt høviske Mænd at tie stille til kongelige Budskab. Thorleif svarede noget forknyt, at han ikke tænkte paa at forholde Kongen Heredet eller rejse nogen Ufredsflok mod hans Fuldmægtig, han vilde kun intet udtrykkeligt Samtykke give dertil. Hans Broder Bødvar i Bø sagde at det egentlig var ham ligegyldigt, hvo der raadede. Andre protesterede ligefrem; en, ved Navn Hauk af Alftanes, paastod fremdeles at man ikke burde befatte sig med Sagen, førend Ravn og Sturla vare tilstede. Men Thorgils svarede kort og godt, at dette ikke var noget, som vedkom ham; hans Ord havde ingen Vegt, medens det derimod torde hænde at man ved Tid og Lejlighed siden havde hans Gjenstridighed i Erindring. Efter denne Trusel vovede ingen at komme med nogen Indvending, skjønt paa den anden Side heller ikke noget ivrigt Samtykke blev givet til den kongelige Befaling. Thorgils’s Myndighed kunde saaledes endnu ikke siges at være fuldstændigt anerkjendt, om han end selv betragtede den som saadan[1]. Han rykkede nu frem med det andet Brev, og lod det oplæse. Det var hverken mere
- ↑ I en kortere Antydning af denne merkelige Transaction, der findes i Sturlunga Saga, VII. 61, staar der udtrykkeligt, at Heredsmændene i Borgarfjorden toge ved Thorgils, skjønt temmelig uvenligt. Afstaaelsen af Reykjaholt samt Opkrævningen af Saudetold (hvorom nedenfor) tyder ogsaa paa, at Thord gererede sig som Herre i Districtet, men vi ville dog i det følgende see, hvor vanskeligt han havde for at gjøre sin Myndighed gjeldende.
