eller mindre end et Brev fra Kongen udelukkende til Thorleif, som her fik strenge Irettesættelser, fordi han havde siddet Kongens tidligere Brev overhørig; han truedes med alvorlig Straf, dersom han ikke understøttede Gissur og Thorgils efter bedste Evne. Thorleif bød ej længer nogen Trods, men erklærede sig villig til at bøde efter gode Mænds Skjøn, fordi han, som han sagde, var kommen senere til Kongen, end denne havde bestemt ham Tiden. Videre trængte Thorgils ikke for dette Sinde paa Bønderne om Anerkjendelse, men Egil Salmundssøn, Snorres Systersøn, der for Tiden boede i Reykjaholt, maatte efter gjentagen Anmodning og saa godt som tvungen afstaa Thord Besiddelsen af denne Gaard, hvorhen Thord efter Mødet begav sig. Dette var hans første Optræden blandt Borgfjordingerne. Den var intet mindre end skikket til at vinde ham selv eller Kongens Sag Tilhængere[1].
Anderledes gik det Gissur, der var bleven beskikket til Forstander for Hereder, hvor han allerede besad Indbyggernes Hengivenhed. Saasnart han bar landet, begav han sig med Finnbjørn og Abbed Brand, der havde modtaget ham ved Ankomsten, vester til Skagafjorden, tilstevnede et talrigt Møde, og lod her Kongebrevene oplæse; og alle de Tilstedeværende, naturligviis med Undtagelse af Eyjulf Thorsteinssøn, samtykkede med Glæde i at antage Gissur til Høvding. Eyjulf, som havde indfundet sig paa Mødet med sit Følge, men som nu paa denne Maade blev afsat fra Befalingen over Skagafjorden, ytrede ikke stort, da dette ej vilde have nyttet til noget, men arbejdede siden desto ivrigere, aabenbart og hemmeligt, mod Gissur. Paa dette samme Møde er vel ogsaa rimeligviis Finnbjørn Helgessøn bleven anerkjendt som Forstander for de nordøstlige Hereder. Han reed i det mindste strax nord til Reykjadal og opslog sin Bolig paa Grenjadarstad. Hvor vidt Eyfjordingerne nu strax underkastede sig Gissur eller ej, eller om der overhoved var Eyfjordinger tilstede ved Mødet, vides ikke. Rane Kodraanssøn boede vel endnu, trods sin Fredløshed, paa Grund, som Thord Kakales Fuldmægtig, men det synes ikke rimeligt, at Eyfjordingerne længer end nødvendigt skulde have skjøttet om at erkjende ham som Høvding for det hele District. Dog lader det til, at Gissur for det første ej befattede sig med Eyjafjorden, hvor Thord Kakale havde sine fleste Tilhængere og Besiddelser, og at Rune saaledes en Tidlang har vedligeholdt sin Myndighed[2]. Fra
- ↑ Sturlunga Saga, VII. 9.
- ↑ Endnu i 1253 finde vi ham paa Grund i Eyjafjorden „som den der forestod Thord Kakales økonomiske Anliggender“ (Sturl. Saga IX. 2), medens derimod Eyjulf, som vi ville see, maatte rippe op fra Skagafjorden. Rane omtales tidligere i samme Aar som mægtig og farlig (VIII. 16).
