det heder, løb nok saa vel af mellem dem, skjønt Thorgils ikke ganske var tilfreds med den Maade, hvorpaa Gissur kom ham imøde, og derfor i al Hemmelighed bad sin Ven og fordums Hirdkammerat, Anund Biskopsfrænde, der nu opholdt sig hos Gissur, at iagttage denne og søge at komme under Vejr med, hvorledes han egentlig var sindet imod ham, samt derpaa at tilskrive ham derom. Anund lovede det. Ved denne Lejlighed, da Gissur var i Nærheden og kunde understøtte ham, indkrævede og oppebar Thorgils i Kongens Navn Landslejen af de forhen omtalte, til Snorres Jordegods hørende Gaarde Bessastad og Eyvindarstad, der laa i Nærheden af Vidø og egentlig udenfor det ham selv anviste District. Thorgils, som paa Henrejsen havde gjestet Thorleif i Garde, og fundet en meget kold Modtagelse, besøgte paa Tilbagevejen hans Broder Bødvar i Bø, der stod i et nærmere Forhold til ham, som gift med hans Moders Syster, og med hvem han derfor ogsaa kom meget bedre ud af det; han skjenkede ham endog betydelige Foræringer, og klagede for ham over Thorleifs Uvenskabelighed og den Mangel paa Kjærlighed, han troede at have sporet hos Gissur. Hvad Trøst Bødvar gav ham, siges ikke[1].
Jo længer Tiden leed hen, desto mere tiltog Thorgils’s Upopularitet. Hans Hverv indtog allerede i og for sig mange imod ham, og hans Heftighed og Voldsomhed gjorde Stemningen endnu værre. Det faldt ham, som sagt, vanskeligt at skaffe Underhold til sine mange Huusfolk; der blev sendt Bud rundt omkring i Heredet, for at opkræve Saudetolden, som vel blev ydet, dog ikke fuldstændigt eller villigt, og han saa sig tillige i den Nødvendighed at maatte lade opkjøbe Slagtefæ. Men paa det første Sted, hvor Thorgils lod forhøre derom, negtede man reent ud at sælge. Harmfuld begav han sig nogle Dage senere selv derhen med sit Følge, og forlangte Slagt tilkjøbs, men Bonden negtede det fremdeles, hvorover Thorgils blev saa opbragt, at han overfaldt baade ham og hans Broder med rasende Hug og Slag. Forbitrelse reed han derfra til den før omtalte Hauks Gaard, hvor Bonden sagdes ej at være hjemme; Thorgils, som ej troede dette, slog til den Mand, der meldte ham det, med Ridepisken gjentagne Gange, saa han styrtede, og da han siden fik høre at Hauk havde gjemt sig i Kirken, truede han ham paa Livet, hvis han ej underkastede sig de Vilkaar, man fandt for godt at paalægge ham. Der var ikke andet for, end at overgive Thorgils Selvdom, skjønt han, ikke Hauk, var Fornærmeren. Det urimelige heri indsaa endog Thorgils selv Dagen efter, da Vreden var gaaet af ham, og han roligere kunde tænke over Sagen. Han sagde, næsten skamfuld, til Huusfruen, at hun
- ↑ Sturlunga Saga, VIII. 10.
