og Manden kunde bestemme, hvormeget de vilde give, som dem selv syntes; Hauk udredede da en Deel Malt, Korn og anden Madvare, medens Huusfruen gav Thorgils en Ring; dette undsaa han sig ikke ved at tage imod, ligesom han ogsaa, idet han nu reed videre, heelt ud til Snefjeldsnes, gjestede alle de mere anseede Bønder undervejs og modtog Gaver af dem, skjønt de ikke hørte under det ham overdragne District, uden for saa vidt som han maatte ansee sig berettiget til at underlægge sig hele Vesterlandet, hvis dets Høvdinger ikke godvilligt underkastede sig Kongen. Det var ogsaa nærmest i dette Øjemed, at han foretog denne Rejse vestover. Han havde en Sammenkomst med sin Farbroder Sturla Thordssøn paa Helgafell. De havde tidligere været gode Venner; Thorgils havde endog, som ovenfor omtalt, været med ham paa Toget mod Brand Kolbeinssøn for 8 Aar tilbage, og her viist sig overvættes ivrig. Han haabede nu for dette Frændskabs og Venskabs Skyld at kunne faa Sturla dragen over paa Kongens og sit Parti. Men Sturla, som var Thord Kakale tro, haabede tvert imod af samme Grund at kunne faa Thorgils lokket over til Modpartiet, og i det de saaledes gjensidigt søgte at overtale hinanden til Frafald, blev Stemningen mindre og mindre venskabelig imellem dem. Sturla erklærede Thorgils reent ud, at han og alle Thords Tilhængere vare meget forbitrede over Kong Haakons Foranstaltninger. De skiltes ad i fuldkomment Uvenskab, og Thord vendte tilbage til Reykjaholt med endnu mindre Udsigt, end nogensinde før, til at vinde Fodfæste i de Dele af Vestfjordene, som adløde Sturla og Ravn.
Imidlertid havde Thord Kakale, siden han ikke selv kunde komme til Island, sendte sine troe Tilhængere, Kolbein Gran og Are Ingemundssøn, for at see til hans Venner i Hjemmet og bestyrke dem i deres Troskab mod ham. De landede ved Ørebakke, og begave sig strax vestover, til Sturla og Ravn. Den sidste havde nu, for at være Sturla saa meget nærmere, opslaaet sin Bolig paa Saudafell i Dale. Kolbein lod sig det, maaskee efter Thords Instrux, være højst magtpaaliggende at opmuntre Thords Tilhængere til ej at lade det blive ved den blotte Vægring af at indlade sig med Thorgils og Gissur, men i Forening at vove et raskt Skridt imod dem, for saaledes paa een Gang at skaffe sig disse uvelkomne Gjester til Landet af Halsen. De lyttede alt for gjerne til hans Raad, og Virkningen deraf gav sig snart tilkjende i en saadan Gjæring blandt Gemytterne og Urolighed paa de Kanter, at det endog spurgtes til fjernere Egne. Abbed Brand fandt sig endog foranlediget til at advare Thorgils, idet han med et Bud, som skulde afgaa til Biskop Henrik i Hole, sendte ham et Brev, hvori han raadede ham til at vise større Maadehold og opføre sig skikkeligere i Heredet, end Rygtet meldte, samt tillige underrettede ham om at Ravn Oddssøn var ham over-
