Veje[1], saa at de vidste god Besked om, at han Onsdagen den 17de December selv femtende gjestede Olaf Hvitaskald paa Stavaholt. Intet kunde falde belejligere for dem, da et Overfald paa Reykjaholt, hvor der var saa mange Folk samlede, vilde have haft større Vanskeligheder. Olaf Hvitaskald, skjønt Thorgils eller rettere Kongens Interesser meget hengiven, kunde dog ikke godt føre Vaaben mod sin egen kjødelige Broder Sturla. Thorgils og hans Mænd tilbragte en lystig Aften paa Stavaholt. Blandt meget andet taltes der og om Rygterne fra Vestfjordene, men Olaf sagde at han intet havde merket, saa at der vist ikke var nogen Fare. Man lagde sig i god Ro til Sengs, og de flestes Vaaben bleve hængte op paa Veggen, da ingen troede at de vilde faa Brug for dem. Tilfældigviis laa kun Thorgils’s Vaaben saaledes at han strax kunde faa dem fat. Snart laa alle i den dybeste Søvn. Det var klart Maaneskin, Barfrost og fast Iis baade paa Vande og Myrer. Ud paa Natten vaagnede nogle af Thorgils Mænd og hørte en sterk Dundren, ligesom af Hestetrampen paa Iis – Dørene stode nemlig aabne, fordi Huusfruen, som var beskjeftiget med at brygge Øl, og ikke vilde ulejlige Gjesterne med Røg, havde ladet gjøre Ild til Kjedlerne ude paa Gaardspladsen, faa at man idelig maatte gaa ud og ind. Man vækkede Thorgils, men han sagde at det kun var Hestene som bleve redne til Vands, og lagde sig strax til at sove igjen. Strax efter hørtes Sønnen langt sterkere end for, saa at Husene skalv, og i samme Øjeblik blev der raabt ind i Stuen, at en stor Skare Folk kom ridende ind paa Gaarden med Vaaben i Haand. Da blev der en stor Forvirring; alle fore op, og kunde i Mørket neppe engang finde sine Klæder, end sige Vaabnene; Thord Hitnesing, Thorgils’s Sengkammerat, fik fat paa et Skjold, som han rakte ham, og Sverdet havde han hos sig. Det første, Angriberne gjorde, var at besætte den Dør, der var nærmest Kirken; her styrtede de ind med Raab og Banden, og Ravn, som først tog til Orde, sagde at de, der vare saa kjephøje ved det sidste Møde, nu kunde komme frem og ikke krybe i Skjul. Thorgils svarede, at hvis Angrebet gjaldt ham, var dette heller ikke hans Agt, men han ønskede kun at vide, om han selv og hans Folk skulde faa beholde Livet, og hvad overhoved denne Ufred skulde betyde. Ravn sagde, at han ingen Grid vilde love. Da der nu blev bragt Lys ind, spurgte Thorgils efter Sturla, som han ikke strax fik Øje paa. Sturla traadte frem, og
- ↑ Der fortælles saaledes, at en af Bønderne i Nærheden, ved Navn Thorstein, der var i Forstaaelse med Thorgils’s Fiender, havde gjort sig Erinde paa Reykjaholt, foregivende at bringe noget Vaadmaal til Thord Hitnesing, og var forbleven der saa længe, indtil det hele Følge var draget af Gaarde og han vidste hvor de skulde hen.
