Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/315

301

1252. Islandske Begivenheder. Ravn og Sturla overfalde Thorgils.

gav sig tilkjende. Thorgils spurgte ham, om han vilde give ham og hans Mænd Grid. Men Ravn tog Ordet og sagde, at Sturla ikke skulde raade for Griden, heller ikke skulde Thorgils nyde anden Grid end den, han havde tiltænkt sin Frænde Sturla. I det samme rejste Huusbonden, Olaf Hvitaskald sig, og talte Ravn og Sturla haardt til Rette; han truede dem med at bede Gud og St. Nikolaus, hvem Kirken med tilhørende Gaard var indviet, at hevne deres Frekhed, og sagde at det passede sig hedre for Sturla at stille sig foran Thorgils til hans Forsvar, end at staa mellem hans Fiender. Sturla erkjendte Olafs gode Vilje, men kunde dog ikke nu, sagde han, handle anderledes. Flere af Thorgils’s Mænd fik nu Grid, men den djerve Berg Aamundessøn, hans fleeraarige Ven og Ledsagere, erklærede at han ej vilde modtage Livet, hvis ikke ogsaa Thorgils fik beholde det. Thorgils spurgte nu atter Ravn og Sturla, hvad der var Aarsagen til at de overfaldt ham med saadan Hadskhed. Og nu rykkede Ravn ud med den Beskyldning, at han skulde have lovet Kong Haakon at dræbe Sturla, ja endog edeligt forbundet sig dertil. Thorgils erklærede dette for en Usandhed; det var lige saa langt fra Kong Haakon, sagde han, at ville paalægge ham et saadant Nidingsverk, som fra ham selv at ville paatage sig det. Ravn sagde, at det var frekt af ham at ville benegte det, naar Kolbein og Are Ingemundssøn, som selv vare her nærværende, kunde bevidne det. Er det muligt, spurgte Thorgils, at Kolbein og Are kunne sige noget saadant? De vedbleve at forsikre det. Berg og flere af Thorgils’s Mænd paastode, at det var den største Løgn, og forundrede sig over, at man havde kunnet finde paa sligt. Thorgils sagde at det ikke nyttede at modsige dem, naar de havde Magten. Han stod imidlertid med Sverdet i Haanden, færdig til at modtage den første, der vovede at lægge Haand paa ham; Ravn sagde derfor, at hvis han satte sig til Modværge, fik han ingen Grid; den eneste Maade, hvorpaa han kunde frelse Livet, var at overgive sig paa Naade og Unaade, og lade ham og Sturla bestemme alle Forligsvilkaar. „Selvdom indrømmer jeg hverken dig, Ravn, eller Sturla, eller nogen anden Mand her paa Island“, var Thorgils’s Svar, „saa længe Kong Haakon lever; jeg forlanger Kongens Dom i vor Sag“. Derpaa vilde naturligviis de andre ikke indlade sig, og med de Ord: „det nytter lidet om vi to, Thord og jeg, vilde give os til at kæmpe mod den Mængde bevæbnede Mænd, som omringe os“, kastede han Vaabnene fra sig, sprang frem af Sengerummet, og lod sig gribe. Han og Thord bleve bragte ind i et Kammer og Døren tillaaset udenfra, medens Ravn og Sturla raadsloge om, hvad der nu skulde skee. Thorgils dulgte ikke for Thord, hvor sørgeligt han fandt det, om han nu skulde dø, uden at have udført Bedrifter, hvorom Historien siden vilde tale, ja uden