Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/317

303

1252. Isl. Begivenheder. Thorgils bryder det nødtvungne Forlig.

med Ravn og Olaf opregnede han følgende Forligsvilkaar: „Thorgils skulde umiddelbart derfra følge dem paa Toget mod Gissur med fine Mænd; han skulde slutte edeligt Forbund med dem, og ikke skilles fra dem uden ved Døden, førend Ufreden var til Ende; ligesom overhoved den hele Flok skulde blive samlet, indtil man enten sejrede eller faldt; var man heldig og vandt noget, skulde det deles ligt mellem dem alle tre.“ Thorgils svarede, at disse Vilkaar nok kunde være antagelige, hvis han ikke derved kom til at bryde sin Eed mod Kongen, og hvis man tillige havde bestemt ham nogen Godtgjørelse for det nærværende Overfald, thi hvad Gissur angaar, da havde han just ikke saa meget til overs for ham eller saa sterke Forpligtelser til ham, at han jo gjerne kunde forene sig med hans Fiender. Han viste sig saaledes allerede noget medgjørligere, og da nu baade hans egne Venner og mange af det modsatte Parti trængte ind paa ham, gav han omsider efter, og Forliget blev sluttet. Ravn, Sturla og Thorgils svore hinanden gjensidigt Troskabseed. Derpaa skyndte man sig, alt hvad man kunde, at komme afsted, thi Tiden var knap, hvis man vilde benytte den næste Nat til at overrumple Gissur; man havde allerede tøvet vel længe. Thorgils skulde efter Aftalen strax være med, men spurgte Ravn og Sturla, om han ikke først maatte ride hjem om Reykjaholt, for der at udruste sig, da han ikke var forberedt paa nogen længere Ferd; han skulde da støde til dem paa Blaaskogahejden, strax ovenfor Thingvallevandet. Anmodningen var rimelig, og de kunde ikke vel negte den, skjønt de vilde nødig til; han skiltes da fra dem, og reed, faa hurtigt han kunde, over Hvitaa og op til Reykjaholt, medens de andre droge sydefter. Paa Reykjaholt havde allerede Egil Salmundssøn, Gaardens forrige Besidder indfundet sig, tilligemed Nordmanden Eyvind Bratt, begge ivrige Tilhængere af Sturlungerne og afsagte Fiender af Gissur; da de hørte, hvad der var skeet, og at Thorgils nu skulde drage med Ravn og Sturla mod Gissur, bleve de meget glade, og Egil lod i al Skyndsomhed Hestene sko og alt andet gjøre rede til Toget, medens Thorgils og hans Mænd gik til Bords. Da Maaltidet var til Ende, men stene endnu ikke rigtigt færdige, gik Thorgils og Thord i Bad. Her, da de vare alene, spurgte Thorgils, om Thord syntes han burde holde Forliget. Thord spurgte igjen, hvad han da vilde gjøre, om han brød det. Thorgils svarede at han i faa Fald tænkte paa at ride nord over Fjeldet til Biskop Henrik. Paa Thords videre Spørgsmaal, om han fandt Forligsvilkaarene stridende mod den Eed, han havde svoret Kong Haakon, svarede han ligefrem ja; han kunde ikke holde dem; sagde han, uden at bryde denne Eed. I saa Fald, sagde Thord, var det da langt mere hans Pligt at holde den Eed, han frivilligt havde svoret Kongen til sin egen Hæder, end den, han nødtvungen havde maattet sverge for