at redde sit Liv. Heri var Thorgils strax enig med ham, og det blev da besluttet, at de skulde ride nord til Biskoppen. De klædte sig paa, tog sine Vaaben, og stege til Hest. Da de vare komne et Stykke fra Gaarden, meddeelte han sine Mænd Beslutningen, som vandt alles Bifald. De satte nu afsted, alt hvad de kunde, op ad Reykjadalen, til Kalmanstunga, og derfra over Tvidøgrahejden ned til Gnupsdal, ved Midfjord-Aaen, hvor de ankom Fredag Aften (20de December); derfra rede de fremdeles over Fjeldhalsene fra Dal til Dal, idet de kun undte sig liden Søvn; de kom om Søndagen til Videmyre i Skagafjorden, hvor de oppebiede en af Følget, hvis Hest var bleven halt, og indtraf endelig Mandag ved Middagstider paa Hole, just som Biskoppen gik til Aftensang; det var nemlig Thorlaksmesse, den 23de December. Biskoppen modtog dem paa det bedste, dog uden at spørge dem om Nyt; da gik En hen til ham og hviskede nogle Ord til ham: Biskoppen spurgte derpaa, om de ikke agtede at overholde den for Højtidsdagen forordnede Faste. „I Kveld ikke“ svarede Thorgils. „Men I ville dog vel ikke nyde Kjød i Kveld,“ sagde Biskoppen. „Vi have allerede spiist Kjød idag,“ var Thorgils’s Svar. „Saa skaf dem Kjød baade godt og digert,“ sagde Biskoppen til sine Folk. Da Biskoppen kom tilbage fra Aftensangen, fortalte Thorgils ham i Eenrum den hele Sammenhæng, hvormed Biskoppen var meget vel tilfreds. Og hvad Samvittighed Thorgils maaskee end kan have gjort sig over Eedsbrudet, saa blev dog vist alle Betænkeligheder bortryddede, da Biskoppen den første Juledag, efter endt Prædiken, forkyndte den forsamlede Mængde omstændeligt, hvad der var foregaaet mellem Thorgils, Ravn og Sturla, erklærede disse tvende saavel som alle dem, der ydede dem Bistand, for Landsforrædere, og lyste dem i Forbud eller den mindre Excommunication, forbeholdende sig, som han sagde, at sætte dem i formeligt Ban, naar han hørte om flere slette Handlinger, de maatte begaa[1]. Han bød tillige alle dem, der agtede hans Ord, at staa Thorgils bi, anviste ham Ærespladsen ved sin Side, da man gik til Bords, og indbød ham til at blive der med alle sine Mænd hele Julen. Bedre Medhold kunde Thorgils ikke ønske sig, og han maatte nu betragte sig som fuldkommen løst fra sin Eed[2].
Ravn og Sturla havde ventet en god Stund oppe paa Blaaskogahejden i den Tanke at Thorgils vilde komme. Men i Stedet for Thorgils kom en af hans Folk, og meldte at de ikke maatte vente ham.
- ↑ Om Forskjellen mellem den mindre Excommunication eller Forbud og den større eller Ban, se Keyser „den norske Kirkes Historie“. I. 191.
- ↑ Sturlunga Saga VIII. 11–15. Ved Juleselskabet hos Biskoppen var ogsaa baade Aron Hjørleifssøn tilstede og Nordmanden Eystein hvite med sin Hustru Jorunn; de vare alle tre Biskoppens Gjester den Vinter.
