Thorgils havde selv afsendt denne Mand, da han bekjendtgjorde sin Beslutning at drage nordover. Der blev en stor Forbauselse og Forstyrrelse. Nogle sagde at Thorgils havde sveget dem, andre, at man ej kunde fortænke ham deri, men den som især fik Skylden, var Sturla. Sturla følte dog ligesom en Steen lettet af sit Hjerte, ved at vide sin Brodersøn i Sikkerhed; han sagde, saa nogle faa hørte det, at om han end havde vidst forud, at Udfaldet vilde blive dette, saa vilde han dog heller have valgt det fremfor at være Skyld i sin Frændes Drab. Nogle vare saa forbitrede, at de vilde banke det uskyldige Bud, som havde meldt dem Thorgils’s Flugt, men han passede sit Snit under den almindelige Forvirring og løb afsted. Sturla sagde, at de fik tale hvad de vilde, men nu var der andet at bestille end at sidde og holde Snak; de andre fandt ogsaa, at man allerede havde tøvet før længe; de stege da til Hest, og rede videre saa hurtigt som muligt. Men de fik et forfærdeligt Vejr, med Slud og Storm, og da de kom ned ad Hejden, mødte nogle Spejdere, de havde sendt i Forvejen, dem med den ubehagelige Efterretning, at Ølvus-Aaen, som de maatte over, for at komme til Kaldadarnes, var ufarbar formedelst Meen-Iis. De maatte derfor opgive ethvert Haab om at kunne overrumple Gissur, og vendte om igjen i det frygtelige Uvejr. Paa Tilbagevejen over Hejden døjede de usigeligt ondt, og kom om Søndagen ned til Reykjaholt, hvor Egil, Gaardens forrige Beboer, nu havde indtaget sin forrige Stilling, og modtog dem med aabne Arme. De tilbragte en Dag der, og fik imidlertid Vished om at Thorgils havde taget Vejen nord over Tvidøgra. Det var naturligviis nu forbi med Thorgils’s Herredømme over Borgarfjorden, og Ravn, som allerede før hans Ankomst til Landet havde haft mest at sige der, skjønt Thord Kakale havde beskikket Thorleif i Garde til den egentlige Forstander, synes nu at have underkastet sig Heredet, og det endog med en vis Haardhed. Han og Sturla rede siden videre vestover, og lod deres Mænd fare hjem, hver til sit, heel ilde tilfreds over ikke at have udrettet mere paa dette Tog, hvortil Planen var saa godt lagt, og Begyndelsen saa heldig. De troede sig nu intet Øjeblik sikre for Thorgils’s Hevn, og Ravn blev derfor paa Stadarhool hos Sturla om Vintren med en Styrke, der aldrig var ringere end 80 Karle, til stor Byrde for Omegnen, da man saa godt som maatte rane fra Bønderne for at skaffe Underhold til dem alle[1].
Thorgils gjorde imidlertid et Forsøg paa, om det ikke skulde
- ↑ Sturlunga Saga, VIII. 15, jvfr. VII. 62.
