Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/320

306

Haakon Haakonssøn.

kunne lykkes ham, som Kolbein unges Systersøn, at hage sig fast i Skagafjorden, og derved skaffe sig et Slags Erstatning for Tabet af Herredømmet over Borgarfjorden. Rigtignok stod Skagafjorden nu under Gissur, men vi have allerede seet, at Thord ikke havde saa meget tilovers for denne; han troede vel og at finde, at Gissur ikke havde understøttet ham saa klækkeligt, som han kunde og burde. Biskoppen selv understøttede hans Plan, og ledsagede ham tredie Juledag til Flugumyre, hvor der til næste Dag sammenkaldtes et Heredsmøde; her berettede Biskoppen, hvad Skjebne Thorgils havde haft, og Brodde, Kolbeins Svoger, traadte frem, bad Bønderne mindes deres Kjærlighed til Kolbein, og sagde at det nu var Raad til at faa det Ønske opfyldt, han saa ofte havde hørt dem ytre, nemlig at faa en Høvding af Kolbeins Æt. Der blev talt frem og tilbage om Sagen, uden at man dog kom til nogen Beslutning; Planen gik saaledes for det første overstyr, og Selskabet vendte tilbage igjen til Hole. Siden fik man Bud fra Gissur, at denne havde været vel underrettet om den Fare, der truede ham, saa at Ravn og Sturla, om de end vare komne over Aaen, ikke vilde have kunnet gjøre ham noget. Han lod ogsaa Biskoppen hilse, at han endelig maatte passe paa at Skagfjordingerne bleve ham troe. Dette behagede ikke Thorgils, da det ganske krydsede hans Plan; han vovede dog ikke at sige noget til Biskoppen, men raadførte sig herom med sin Ven Aron, der opholdt sig denne Vinter hos Biskoppen, som det ovenfor er meldt. Aron gav ham det Raad, at ride for hver Mands Dør i Skagafjorden med 30 Mand, og saaledes tiltvinge sig Herredømmet. Men herpaa vilde dog Thorgils ikke indlade sig. Siden efter kom der Bud, at Navn og Sturla skulde være i Vente med en Hær af 360 Mand vestenfra, og Rane Kodraanssøn og Eyjulf ligeledes med en Flok østenfra, forat faa Thorgils i sin Vold. Ved Biskoppens, Broddes og Paal Kolbeinssøns Indflydelse fik man i Hast samlet en Deel Folk for at møde dem, men siden viste det sig, at det, i det mindste hvad Ravn og Sturla angik, var blind Allarm. Bønderne, som saaledes vare ulejligede til ingen Nytte, forlangte Hjemlov, og afgjorde imellem sig, at de for en anden Gangs Skyld alene vilde forsvare Heredet, men ikke drage i et fremmed Hered. Alligevel foreslog Aron Hjørleifssøn for Thorgils, førend Flokken endnu havde opløst sig, at han burde benytte Lejligheden og ride lige løs paa Rane Kodraanssøn, for i det mindste at skaffe sig denne Fiende af Halsen, og da Thorgils indvendte at det ikke nyttede, siden Bønderne just havde truffet hiin Aftale, erklærede Aron ham reent ud for modløs, en Beskyldning, Thorgils slog hen i Spøg, og som han heller ikke fortjente. Men Bønderne havde nu engang ikke Lyst til at slaas for hans Skyld, uden i højeste Nødvendighed. Nogle bade