Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/322

308

Haakon Haakonssøn.

hvite, der var med i Biskoppens Følge, kunde her ikke bare sig for at udbryde: „sligt vovede I nok ikke at sige, dersom I sad saa nær ved Kongen, som I nu sidde ved Biskoppen: det sømmede sig bedst for eder, at overgive alt til Kongens Forgodtbefindende, og selv at forlade Landet“. Men de bade Eystein holde sin Mund; han kunde være nok saa brav Kjøbmand, men med Forligsmegling havde han intet at skaffe; Thorleif i Garde var af Thord sat over Heredet med deres Samtykke, og denne Forføjning vilde de forsvare. Nu indtraf ogsaa Abbed Brand og Bødvar i Bø med nogle Bønder; da Abbeden af Biskop Henrik havde faaet at vide, hvorledes Sagerne stode, bad ogsaa han Ravn og Sturla at unde Thorgils et godt Forlig for den Overlast, han havde maattet lide paa Stavaholt. De indvendte, at han havde brudt Freden i Heredet, og slaaet og mishandlet Bønderne. Dette, meente Abbeden, maatte da blive Bøndernes egen, ikke Ravns og Sturlas Sag. Ogsaa Bødvar i Bø ytrede, at man havde behandlet Thorgils alt for haardt, og at der vel endnu torde være dem, som vilde svige ham, om de kunde. Ravn, som merkede at dette sigtede til ham, foor op, og spurgte som dette var alt hvad man havde at sige angaaende Forliget; Biskoppen svarede, at han intet mere havde at sige. Nu begyndte et Slagsmaal mellem en af Ravns Mænd og Thord, der gjenkjendte.ved hans Side et Sverd, som tilhørte ham, og som den anden havde bemægtiget sig paa Stavaholt. Denne maatte give Slip paa Sverdet, men først efter megen Modstand, og under heftige Ordvexlinger paa begge Sider, der endte med at Ravn lovede ved Tid og Lejlighed at lade Thord undgjelde for dette. Under saadanne Omstændigheder var der ej at tænke paa Forlig, og man skiltes paa begge Sider i heftig Vrede. Biskoppen kom kun med yderste Nød over Hvitaa, der imidlertid var endnu mere opsvulmet. Abbeden fulgte ham til Reykjaholt, hvor de den følgende Dag, Blasiusmesse, holdt en højtidelig Gudstjeneste, ved hvilken Abbeden selv prædikede. I sin Prædiken berørte han til Slutning det Kirkeforbud, Biskoppen havde lyst over Ravn og Sturla, og erklærede at han i alle Dele godkjendte det og vilde have det iagttaget, dog saaledes at Presterne skulde kunne tage dem til Skrifte og tillade dem Kirkegang i Tiden mellem Skjerthorsdag og Althinget, saafremt de tilstode Thorgils passende Forlig. Ved denne Forkyndelse fik Forbudet egentlig først noget at betyde; det gjaldt nemlig hidtil kun for Henriks Biskopsdømme eller Nordlændingefjerdingen, hvortil Ravn og Sturla ej hørte, og hvor de for Tiden intet havde at gjøre; nu derimod udstraktes det af Brand, midlertidig Bestyrer af Skaalholts Biskopsdømme, ogsaa til dette, altsaa til de tre øvrige Fjerdinger, og de vare følgelig udestængte fra Kirkegang over det hele Land.