menkomst Sted mellem Thorgils og Sturla, fremdeles i al Hemmelighed, paa en Holme nordligst i Faxefjorden[1], hvor kun tre Mænd vare tilstede paa hver Side. Her fralagde Thorgils sig ganske den Beskyldning, at han skulde have villet efterstræbe Sturlas Liv, og heller ikke var Sturla længer paastaaelig i dette Stokke, saa at Thorgils tydeligt nok kunde see, at han oprigtigt ønskede Forlig. Thorgils foreslog at Presten Paal Hallssøn, en Broder af Sturlas Svigermoder Joreid Hallsdatter[2], skulde afsige Forligsbetingelserne, men Sturla, som ikke ønskede at gjøre flere end højst nødvendigt vise paa, at han var kommen paa en god Fod med Thorgils, overlod denne Selvdom. Thorgils bestemte en temmelig høj Bod for Stavholtferden, ti Hundreder for Sturla alene og fem for hver af de Mænd, han havde haft i Følge med sig; dette var saaledes i alt 210 Hundreder. Sturla sagde intet herimod, men advarede Thorgils for hans Fiender, og kyssede ham, idet han sagde ham Farvel. Men ved Afskeden tog Thorgils hans Haand og sagde: „nu har du, Frænde, indrømmet mig, hvad min Ære fordrede, nemlig Selvdom; jeg har ogsaa paalagt dig en Bod, der vel er stor, men ikke overdreven; dog, da jeg veed, at du ikke bar flere Penge, end du vel behøver, vil jeg ikke at denne Gjeld skal staa os imellem, og eftergiver dig den derfor ganske, saa at hverken jeg eller mine Arvinger skulle kunne fordre den, hvorledes end vort Forhold senere bliver“. Sturla takkede ham særdeles for dette Frændskabs- og Venskabs-Stykke, og de indgik endog et Forbund med hinanden om at understøtte hverandre gjensidigt af al Magt. Derpaa vendte Sturla tilbage, efter at have besøgt den før omtalte Paal Prest, for at kunne foregive, at den hele Rejse kun var foretagen i dette Øjemed[3].
Ved denne besynderlige, hemmelige Overeenskomst, der i Ordets egentlige Forstand kan kaldes en Familietractat, havde Sturla og Thorgils sluttet et personligt Venskabs- og Forsvars-Forbund, der, saa vidt man kan skjønne, ikke skulde have noget med deres politiske Forhold at bestille. I det mindste opgav ikke Thorgils derved sin Hengivenhed for Kongen eller kølnede hans Iver for at befordre Kongens Interesser, lige saa lidet som Sturla opgav sin Forbindelse med Ravn og Gissur. Men Sagen var den, at de blotte personlige Bestræbelser for nogenledes at
- ↑ Dette var en af de saakaldte Eldholmer søndenfor Havfjord-Aaen ved Hnappadal strax nordvestenfor Hitardal.
- ↑ Om Joreid Hallsdatter og Ingemund Jonssøns Forsøg paa at bortføre hende, se Sturlunga Saga IV., jvfr. ovenfor III. 855, Noten.
- ↑ Sturlunga Saga, VIII. 24.
Mening: han bad Vestar endelig ikke at tro noget saadant, og skjenkede ham en Øxe som Tegn paa sin Agtelse for hans Raskhed.
