Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/328

Denne siden er korrekturlest
314
Haakon Haakonssøn.

holde sig oppe hos de mindre mægtige Høvdinger trængte de mere overordnede politiske Hensyn ganske i Baggrunden. Ogsaa for Thorgils gjaldt det, først at skaffe sig et sikkert Fodfæste, førend han paany skred til at agitere for Kongen. Den eneste, der havde været i Stand dertil, om han havde villet, var den mægtige Gissur, men han havde nu kun sin egen Magts-Udvidelse for Øje. Dette indsaa nu ogsaa de øvrige Høvdinger ganske klart, og man seer tydeligt, at ingen af dem, ej engang de, som skulde være nærmere forbundne med luun, havde noget tilovers for ham, men at han, om end ikke hadedes, saa dog i det mindste frygtedes af alle, og at det hos de fleste mere var denne Frugt, eller de særegne Omstændigheder, hvori de befandt sig, der hindrede dem fra at tage aabenbart Parti mod ham, end Hengivenhed for ham selv eller Fælligskab i politiske Anskuelser. Afsagte Fiender vare paa denne Tid egentlig kun Gissur Thorvaldssøn og Eyjulf Thorsteinssøn, saavel som Ravn Oddssøn og Thorgils Skalde. Efter disse Hovedmænds indbyrdes Stilling til hinanden rettede de øvrige Forhold sig. Sturla, hvis Familiehengivenhed drog ham til Thorgils, medens han for en stor Deel var afhængig af Ravn, vovede derfor ikke offentligt at være sig sit Forlig med hiin bekjendt, saa meget mere som han derved maaskee ogsaa vilde have gjort sig mistænkt hos Gissur. At Sturla søgte nærmere Familieforbindelse med Gissur, kom øjensynligt for en stor Deel deraf, at han følte Ravns Overlegenhed og Herredømme i Vestfjordene som en trykkende Byrde, og derfor gjerne søgte Lejlighed til at skaffe sig andre, mægtige Venner, hvis Indflydelse kunde gjøre ham mere uafhængig; derfor nærmede han sig og saa meget hellere Thorgils, skjønt endnu kun hemmeligt. Ravn derimod, som var Vestfjordenes egentlige Herre, kunde derfor ikke med Ligegyldighed betragte hans voxende Magt, og hans Forligsslutning med Gissur var kun en Eftergiven for Øjeblikkets Nødvendighed, uden at være oprigtigt meent. Endelig vare Thorgils og Gissur selv, som vi have seet, langt fra at kunne kaldes gode Venner og Forbundne, skjønt det endnu ikke var kommet, og paa Grund af Forholdene ikke engang ret vilde kunne komme, til Fiendtligheder imellem dem. Hvad der saaledes bestemte Høvdingernes indbyrdes Forhold, og anviste enhver sin Plads, var altsaa fornemmelig Egennytte og indbyrdes personlige Antipathier; naar man undtager de faa Træk af Familiehengivenhed, varmeste Følelse og Ædelmod, som Sturla Thordssøn og Thorgils Skarde lagde for Dagen i deres Forhandlinger med hinanden, møde vi ellers kun kold, beregnende Egoisme og allehaande slette Tendenser; overhoved faar man det meest afskrækkende Billede af Sædeligheds-Tilstanden i Landet. Tro og Love agtedes ikke mere; Redelighed traadtes under Fødder, alles Hænder vare løftede imod hinanden indbyrdes: kort: