Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/332

Denne siden er korrekturlest
318
Haakon Haakonssøn.

til Vaaben, men blev haardt saaret af Kolbein Gran, som stillede sig i Døren, ligesom ogsaa de andre Udgange i en Hast bleve besatte. Gissur og hans tre Sønner saavel som tolv andre Mænd fik fat paa sine Vaaben, ligesom de ogsaa fik stængt alle Udgangsdørene, paa een nær, saa godt, at Fienderne ikke kunde bryde dem op; saaledes havde de kun een Udgang at forsvare, og værgede sig her saa tappert, at Angriberne ingen Vej kunde komme. Da Eyjulf merkede dette, tog han sin Tilflugt til det sidste Middel, Ildspaasættelsen. Huset stod snart i lys Lue, og Røgen var nær ved at kvæle dem, som vare derinde. Gissur og flere maatte lægge sig næsegruus ned paa Gulvet for at drage Aande; een, som laa ved hans Side, hørte da, siges der, at han bad til Gud om Hjelp saa højtideligt, som han aldrig før havde hørt nogen Bøn udtalt. En af Gissurs Mænd, Gissur Glade, stod i et venskabeligt Forhold til Kolbein Gran, og de havde aftalt, at de gjensidigt skulde give hinanden Grid, om den ene kom i et saadant Forhold til den anden, at der kunde blive Tale derom. Kolbein mindedes nu dette Løfte og bød ham Grid. Gissur sagde at han ej vilde modtage nogen Grid, uden at han kunde tage endnu en med. Han tænkte vel paa Gissur Thorvaldssøn selv. Kolbein svarede at han kunde vælge hvem han vilde, kun ikke Gissur og hans Sønner. Bag Gissur Glade stod imidlertid Gissur Thorvaldssøn, understøttet af sin Hustru Groa, og benyttede disse faa Øjeblik til at kule sig noget af og drage frisk Luft; han tænkte endog paa at benytte Lejligheden til at passe sit Snit og løbe ud, men det lykkedes ham ej, og han gik længer ind for at forsøge sin Lykke paa et andet Sted, efter at have sagt Groa et ømt Farvel. Imidlertid kom ogsaa den unge Brud, Ingebjørg Sturlasdatter, til, smuk og statelig at see til, skjønt kun i sin Natdragt. Groa blev glad ved at see at hun var i Live, og sagde at de skulde dele Skjebne med hinanden; men da Kolbein Gran hørte Ingebjørg nævne, tilbød han hende strax at gaa ud. Hun vilde ikke, sagde ligeledes hun, hvis hun ikke fik Løv til at tage endnu en med. Dette negtede Kolbein hende, men Groa bad hende at modtage Tilbudet alligevel; selv vilde hun lede efter en liden Dreng, sin Systersøn, som hun savnede. Medens Ingebjørg endnu betænkte sig, løb Kolbein Gran ind i det brændende Huus, tog hende paa sine Arme og bar hende til Kirken. Sandsynligviis havde han vel og ladet Groa slippe ud, men imidlertid blev Ilden saa sterk, at hun ej kunde frelses. Dog var der nogle, som paastode at en af Mordbrænderne stødte hende ind i Ilden, da hun vilde ud; man fandt i det mindste siden hendes Liig strax ved Udgangsdøren. Hall Gissurssøn vilde ogsaa løbe ud af den samme Dør, for hvilken man nu havde sat et Bord. Han hoppede over Bordet, men fik i det samme et dybt Hug i Hovedet og et