ham til Hjelp. De satte sig strax i Bevægelse, og henvendte sig endog til deres fordums Fiende Thorgils Skat-de med Anmodning om at gjøre fælles Sag med dem for at befri sin Ven Biskoppen. Thorgils erklærede sig villig til at være med, paa den Betingelse, at de skulde lade ham faa Herredømmet i Skagafjorden. Dette lovede de, forudsat at Biskoppen og Bønderne intet havde derimod, og man kunde faa Odd dræbt eller forjaget; og nu gjorde Thorgils sig strax rede, idet han derhos sendte Bud efter Sturla Thordssøn for at faa ham med. Sturla brød strax op og samlede Folk. Navn havde tillige sendt Bud efter Thorleif med Borgfjordingerne og Einar Thorvaldssøn i Vatnsfjord med Iisfjordingerne, hvilke ogsaa indfandt sig, foruden mange andre Høvdinger og Flokke fra hele Vesterlandet, saa at man i alt havde henved 1000 Mand[1]. Med denne betydelige Styrke drog man nordefter. Men allerede i Vatnsdal fik man høre, at Biskoppen igjen skulde være kommen paa fri Fod, og deres Ferd saaledes egentlig overflødig; da man imidlertid ikke endnu var vis paa om Efterretningen var rigtig, holdt man Skaren fremdeles samlet, og drog lige til Skagafjorden. Men paa Vejen opstod der heftige Trætter mellem Ravn og Thorgils, hvis tidligere Fiendskab var for sterkt og seneste Forlig alt for lidet oprigtigt til at de burde have vovet det Forsøg at slaa sig sammen paa et Krigstog. Thorgils vilde ikke tillade Navns og Eyjulfs Mænd at rane fra fine Venner; derover blev Ravn vred, brugte Grovheder mod Thorgils og opdiskede gamle Sager: Thorgils blev ham heller ikke Svar skyldig, og lod sig endog forlyde med at Lejligheden neppe var bedre til at opgjøre deres Mellemværende end nu. Sturla tog Thorgils’s Parti, og kom derved ogsaa i Ordvexling med Ravn. Imidlertid forebyggedes dog aabenbart Slagsmaal, og man ankom uden videre Fataliteter til Skagafjorden. Men her havde Ravn og Eyjulf selv en Privatsammenkomst med Biskoppen, og Følgerne heraf viste sig et Par Dage efter paa et Møde, som var tilstevnet, for at Thorgils kunde modtage Heredsbøndernes Anerkjendelse som deres Høvding. Thi førend Forhandlingerne begyndte, kom Biskoppen og talte nogle Ord med Thorgils, og strax efter traadte denne frem, og forkyndte, højst opbragt og med megen Heftighed, at det ham givne Løfte var skammeligt brudt: man vilde ikke tillade ham at slaa sig ned i Skagafjorden. Ravn spurgte haanligt, hvem han mest gav Skylden. „Eyjulf,“ svarede Thorgils, „men vi skulle faa at see, hvorledes det tilsidst løber af imellem os.“ Derpaa lod man Flokkerne
- ↑ De fleste Haandskrifter nævne her nemlig 8 Hundreder (960) Mand; den trykte Text har 13 Hundreder, hvilket vilde være 1560. Dette er dog vistnok for meget.
