fare hver til sit. Thorgils gjorde endnu et Forsøg, idet han forespurgte sig hos Asbjørn Illugessøn, en af de mest anseede Skagfjordinger, der var ham personligt hengiven, hvad Bistand han kunde regne paa blandt Bønderne, hvis han paa egen Haand søgte at udføre sit Forehavende. Men Svaret blev lidet trøstende. Frygten for Ravn og Eyjulf var overvejende, og Thorgils maatte vende tilbage med uforrettet Sag, medens Eyjulf ledsaget af Ravn atter drog hjem til Madrevalle i Eyjafjorden, fremdeles i den venskabeligste Forstaaelse med Biskoppen, skjønt han og hans Folk vare langt fra at opføre sig som de burde[1].
Odd Thorarinssøn kunde ikke længe holde sin Uvirksomhedstilstand ud, men rejste henimod Juul til Thore Tott paa Sønderlandet, og opfordrede ham til, efter Aftale og Gissurs Forskrift at staa ham bi til Gjenerhvervelsen af Herredømmet over Skagafjorden. Det var hans Hensigt, netop nu, i den slemmeste Vintertid, at drage nord over Hejderne, forat komme saa meget mere uforvarende over sine Fiender; Thore Tott var ogsaa strax rede, og allerede femte Dag Juul satte de afsted. Men de døjede forfærdeligt ondt oppe paa Fjeldet af Kulde og Snedriv, saa at en af Folkene endog omkom, og de naaede ikke Skagafjorden før Helligtrekongersdag. Odd lod strax samle Folk rundt om i Heredet, og slog sig imidlertid ned paa Geldingaholt, hvor det anden Gang gik ud over Huusfruens, Eyjulfs Systers, Gods. Men det varede saa længe, førend det tilstrækkelige Antal blev tilvejebragt, at Ejulf og Ravn, der for Øjeblikket holdt til paa Grund, fik Nys om hans Ankomst og Foretagende. De besluttede at forekomme ham, samlede i Hast en heel Deel Folk, drog over Hjaltadalshejden, og kom om Natten mellem 13de og 14de Januar (1255) til Geldingaholt, uden at Odds Folk blev dem var, førend de kom ridende lige ind paa Tunet. Thore Tott undkom, næsten som et Underverk, til Kirken; Odd satte sig kjekt til Modværge, og forsvarede sig længe, da han var den færdigste Fegter af alle sine Samtidige der paa Øen, men han maatte dog tilsidst bukke under for Overmagten, og blev dræbt uden engang at faa en Prest til at skrifte for, skjønt han udtrykkelig forlangte det. Foruden ham faldt aatte af hans Mænd. Hans Liig blev af hans egne Folk bragt op til en afsides Kirke, hvortil der ej hørte nogen Begravelsesplads, og jordet udenfor Kirkegaarden, saasom den over ham hvilende Bansættelse endnu ikke var hævet. Hans Død beklagedes meget, da han besad mange udmerkede Egenskaber og ikke var meer end 25 Aar gammel. De fleste, navnlig hans Farbroder Abbed Brand, fandt ogsaa at Biskop Henrik havde gaaet for strengt til Verks mod ham, og det kan ej negtes, at hvis Biskoppen ej have begunstiget hans Venner og ønsket hans Fald, vilde det neppe have
- ↑ Sturlunga Saga, IX. 15–17.
