Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/347

333

1255. Islandske Begivenheder. Thorvard og Thorgils mod Mordbrænderne.

med Abbed Brand, Sturla og andre af sine Venner. Disse traadte nu til Side med ham. Abbedens Ytringer og hele Holdning ved denne Raadslagning ere højst charakteristiske: de vise hvorledes Brands Følelser som højbaaren islandsk Høvding og Farbroder af den Dræbte næsten overvældede hans Pligtfølelse som Gejstlig, og dertil Klostergejstlig; og hvilken Kamp der foregik i hans Indre. Da Thorgils havde underrettet ham om Thorvards Plan, svarede han noget hurtigt, som om han ikke vovede at betænke sig: „jeg vil fraraade dig og alle mine Venner og Frænder at fare med Ufred i andre Mænds Hereder, men hverken Thorvard eller du maa derfor tro at jeg ikke tager mig nær af min Frænde Odds Drab, og at han siden blev puttet ned i en Urd som en Melrakke eller en Tyv, kun er det mig paa Grund af min Stilling negtet at tage nogen Deel i Drabs-Anslag eller nogen som helst Ufred. Men tror du at det nu engang ikke er muligt for dig at holde dig rolig, saa kan det jo ikke være verre for dig at gjøre Følge med andre, end at være ene om det; hvad siger du, Bødvar?“ Bødvar ytrede at han gjerne saa at Ravn og Thorgils kunde blive gode Venner, men at han derimod undte Eyjulf alt hvad han kunde faa, saaledes som han nys havde opført sig i Borgarfjorden. Sturla fandt at det var voveligt at drage i langt bortliggende Egne med saa liden Styrke, men ønskede dog at høre, hvad Thorgils havde betinget sig, hvis han kom til at understøtte Thorvard. „Hele Skagafjorden og de øvrige Hereder østenfor Rutafjorden, hvis vi slutte Forlig med Eyjulf og Ravn,“ svarede Thorgils. „Jeg under jo visselig dig, Thorgils,“ sagde Abbeden da, „heller vor Arvebesiddelse, Skagafjorden, end dem, der nu raade derover, men jeg vil dog ikke tilskynde dig til denne Ferd, da den forekommer mig at have sine Vanskeligheder; dog – Guds Vilje skee!“ Med disse Ord stod han hurtigt op. Da var han ganske rød som Blod i sit Aasyn, og idet han gik bort, sagde han: „det er haardt, at see vore gjeve Frænder ligge bodløse for Bondesønner; det samme vilde ogsaa min Broder Orm synes, hvis han levede.“ Da Thorvard nu med fordoblet Iver trængte ind paa Thorgils, lovede ham Guld og grønne Skove og ubrødelig Troskab, erklærede endelig Thorgils sig villig til at føje ham, hvis ogsaa Sturla vilde være med til det sidste. Sturla svarede at han var rede til at følge Thorgils, som han havde lovet, hvorhen det saa var, men kunde fremdeles ikke dølge sine Betænkeligheder ved at drage saa langt bort med ikke større og ikke bedre bevæbnet Styrke, især da de Borgfjordinger og Dale-Mænd, som vare med, ikke vare at lide paa. Men Thorgils sagde: „naar du bliver med, Frænde, gaar det nok godt; jeg trænger saa højlig til dine Raad, da du ansees for den viseste Mand: det bør desuden tilskynde dig noget at du har Bøder at kræve for din Svigersøn Hall, der blev brændt inde paa Flugumyre, og endnu ligger