afgjøre deres Mellemværende. Thorgils og Thorvald modtoge denne Hilsen med Glæde. Ravn glædede sig ikke mindre, da Abbeden kom tilbage og berettede dette, men Eyjulf begyndte dog nu at ytre nogen Betænkelighed; thi hidtil, sagde han, havde de nok sejret ved pludselige Angreb eller Overfald, men det var en anden Sag at stride mod Storbønder i sluttet Fylking. Han lovede Ravn at kæmpe tappert ved hans Side og ikke flygte fra ham, hvor stor Faren end monne være, og ytrede det Haab at Ravn ligesaa lidet vilde flygte fra ham. Ravn lovede det, og sagde at det var en Skam at lade sig jage paa Flugt, naar man havde saa gode Tropper.
Thorvard og Thorgils brøde nu op fra Øen, efterat den første endnu engang havde holdt en kort Opmuntringstale; man aflagde ogsaa det Løfte til Gud og den hellige Thorlak, hvis Sommer-Festdag har den følgende Dag, at alle de, der kom i god Behold fra Slaget, skulde faste Dag og Nat før Thorlaksmesse næste Sommer, og synge Psalmer; ja nogle lovede endog at faste hele deres Liv; derpaa gik de til Skrifte. Da de kom til Tveraa-Øren, valgte Sturla deres Stilling paa et Sted, hvor der var rigeligt Forraad af Steen til at kaste paa Fienden, og dog ganske jevnt. Derpaa stillede man sig i Fylking, Thorgils’s Mænd, under hans Svoger Thord og en anden Høvding, paa venstre Side, Sturla og Helgessønnerne i Midten, og Thorvard med Østfjordingerne paa højre Side. Thorgils forbeholdt sig med ni udvalgte Mænd at stride der, hvor han fandt, at det helst kunde gjøres fornødent. C Abbeden forsøgte endnu engang at megle Forlig, men Thorgils sagde at det ikke nyttede, hvorpaa Abbeden kaldte de Munke og andre Gejstlige, der vare i Følge med ham, til sig, og reed derfra. Strax efter kom Ravn og Eyjulf med sin Hær ned fra Højderne, stillede den i Fylking, istemte Hærskrig, og begyndte Angrebet. Kampen var heftig og haardnakket. Ravn angreb Thord og Vestfjordingerne med stor Hidsighed, men blev dreven tilbage, og vendte sig derfor først mod Helgessønnerne, siden mod Thorvard, og vexlede personligt Hug med ham, saaledes at de begge bleve noget saarede. Men ogsaa her maatte han vige, og trods sit nys aflagte højtidelige Løfte tog han dog Flugten med alle sine Mænd, og det endog med saadan Iilfærdighed, at han satte lige til Fjelds over til Skagafjordeu, og ikke standsede førend paa Geldingaholt. Eyjulf havde imidlertid kæmpet med stor Tapperhed og Udholdenhed i Midten af Fylkingen, altsaa med Sturla; men et voldsomt Steenkast, han fik i Brystet, lammede hans Kræfter, og da nu Navns Mænd toge Flugten, og Exemplet smittede paa hans egne, maatte ogsaa han see til at frelse sig. Men da han skulde stige op paa Hesten, blev han indhentet af en Østfjording, Jørund Gest, som rev ham omkuld og gjenkjendte ham. I det samme kom Thorvard til og naglede ham ved et
