været opsat mod Thorgils af hans Fiender ved falske eller overdrevne Indgivelser, hvis Urigtighed han nu omsider indsaa, uden dog at ville ydmyge sig saa vidt, at tilstaa at han var ført bag Lyset. Fra nu af, i den korte Tid, Biskoppen forblev paa Island, herskede det samme Venskab mellem dem, som for. Biskoppen lod først Kirken i Vidvik lukke op og Messe holde der, siden, om Vaaren 1256, da Thorgils var flyttet til Aas i Hegranes, besøgte Biskoppen ham, som han havde lovet, og blev modtagen med et prægtigt Gjestebud, hvorved Thorgils skjenkede ham herlige Gaver, tre Heste, tre Hundreder i Værd, en Guldring og en god Bog. Noget tidligere havde Thorgils ogsaa besøgt sin Frænde Sturla, og ved denne Lejlighed gjort sig meget populær blandt de bedste Bønder der Vester, som indbøde ham til sig, og viste ham den største Hæder. Hans Magt og Anseelse var nu i jevnt Tiltagende[1].
Ved alle disse Forhandlinger, lige siden Gissur Thorvaldssøns Bortrejse 1254, hører man ikke det mindste til Biskop Sigvard, der saaledes, tvert imod sin tidligere Sædvane, maa have iagttaget en fuldkommen Uvirksomhed i alle politiske Anliggender. Heller ikke hører man stort til Ivar Englessøn, der om Høsten 1255 ankom til Island[2]. Derimod siges der udtrykkeligt, at han tilbragte Vintren 1255–1256 i Skaalholt hos Biskop Sigvard, og fandt at denne lagde mindre Vind paa at fremme Kongens Erende, end han havde lovet. Da Vaaren kom, begav Ivar sig nord til Skagafjorden, for at forsøge, om han kunde udrette mere hos Biskop Henrik og Thorgils. Disse toge sig ogsaa langt ivrigere af Sagen. De stevnede alle Bønderne i hele Nordfjerdingen sammen til et almindeligt Thing i Skagafjorden, og understøttede Ivar paa det bedste, da han meddeelte Bønderne Kongens Budskab og anmodede dem om at vedtage at betale ham Skat. Deres forenede Indflydelse var saa stor, at baade Skagfjordingerne, Eyfjordingerne og de fleste øvrige Bønder i Nordfjerdingen foreløbigt lovede dette, og saaledes erkjendte sig for Kong Haakons Undersaatter. Det blev dog, som
- ↑ Sturlunga Saga, IX. 43.
- ↑ Det er ikke usandsynligt, at det nærmest bar været de Efterretninger, Aron Hjorleifssøn bragte til Norge, som bestemte Kongen til at sende Ivar ud. Aron havde allerede om Hoften 1253, før Flugumyre-Affæren, indskibet sig tilligemed Are Ingemundssøn og flere hos Eystein hvite, for med ham at vende tilbage til Norge, men Skibet forliste strax udenfor Flatø, Eystein, hans Hustru og hele Besætningen, paa Aron, Are og endnu een Mand nær, omkom, og Aron tilbragte ogsaa den følgende Vinter hos Biskoppen, medens Are, som vi have seet, sluttede sig til Ravn og Eyjulf. Ogsaa hele Aaret 1254 og Vintren derefter forblev Aron paa Island: han drog ikke til Norge førend 1255. Han døde ikke længe efter, og Kongen holdt selv Tale ved hans Grav. (Arons Saga Cap. 27).
