Sturlassøns Datterdatter, paa den Tid i Besøg hos ham. Som han seent en Aften langt ud paa Høsten sad og drak med sine Mænd, kom der Bud fra Kongen, med Brev til ham, i hvilket Kongen lod ham vide, at han nu agtede at give ham Orlov ud til Island, og der at gjøre ham til den største Mand. Herover blev der da almindelig Glæde; Thord sagde at det var den kjæreste Efterretning han kunde modtage, og at han var Kongen saare taknemmelig for hans Naade. Den glade Tidende blev hilset med fornyet Bægerklang, og Thord erklærede, at naar han først var kommen hjem, skulde aldrig nogen faa ham fra Island igjen. For os synes det underligt, at han i en anseet og formaaende Stilling, i en af Norges frugtbareste og yndigste Egne, og hvor han dog kun hørte sit Modersmaal om sig, skulde længes saaledes tilbage til sin fjerne, barske Ø; men Fædrelandskjærligheden overvandt ogsaa hos ham, som hos de fleste, alle andre Hensyn, og derhos stod den lokkende Udsigt for hans Øje, at blive den første og mægtigste Mand paa Øen. Han afbrød omsider den almindelige Lystighed ved at sige, at han ikke befandt sig ganske vel, og lod sig bringe til Sengs. Men han rejste sig ikke mere fra Lejet, thi Sygdommen tog meget snart en slem Vending, og gjorde efter faa Dages Forløb Ende paa hans Liv titte October). Hans sidste Øjeblik maa dog have været forsodede ved det sikre Haab, at han, hvis han overstod Sygdommen, snart skulde gjensee sit Fædreland, og det maatte tillige have været en Tilfredsstillelse for ham, at vide sig saa elsket og hædret af fine Omgivelser: man var enig om, at saa Islændinger havde været saa personligt elskværdige, som han. Han blev ogsaa begraven med megen Højtidelighed, sandsynligviis ved Skiens Kirke[1]. Unegtelig er han, skjønt langtfra pletfri, dog en af de reneste og ædleste Charakterer blandt hele den brogede Mængde, der under den bevægede Sturlunge-Tid paa Island udfolder sig for vore Blik. Hvad der bevægede Kongen til atter at skjenke ham sin Naade, siges ikke udtrykkeligt. Han havde vistnok udmerket sig i Halland, men det havde ogsaa Gissur, og dette maatte tynge lige saa meget i Vegtskaalen for den ene, som for den anden. Snarere maa man formode, at Biskop Henrik har raadet Kongen at sende ham ud, for at danne en Modvegt mod Thorgils, skjønt det synes, som om dette maatte lede til ny og blodig Borgerkrig, da de For-
- ↑ Sturlunga Saga IX. 54. Thords Dødsdag angives i Nekrologiet hos Finn Jonssøn, Tab. 1., aftrykte i Langebeks Script. rer. Dan. II. S. 516. Der siges af enkelte nyere, at Kongen skulde have tænkt paa at gjøre Thord til Jarl over Island: herom ytrer dog Sagaen ikke et eneste Ord, og den Idee, at udnævne en Jarl over Island, opstod sikkert ikke hos Kongen førend umiddelbart før Gissurs Ophøjelse til denne Værdighed.
