Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/361

Denne siden er korrekturlest
347
1257. Isl. Begivenheder. Thorgils Skardes Magt


leninger, Thorgils nys havde faaet, Eyjafjorden m. m., netop vare de, til hvilke Thord betragtede sig arveberettiget.

Efterretningen om Thords Død kom neppe til Island førend med de norske Skibe den følgende Vaar. Imidlertid vedblev Thorgils Skardes Vælde usvækket, eller rettere, var fremdeles i Tiltagende. Han tilbragte Vintren paa sin Fædrenegaard Stad, paa Snefjeldsnes, satte Bo saavel paa Myklebo i Skagafjorden, som paa Audbrekka i Horgaardal, ved Eyjafjorden, og drog om Sommeren, i Forening med Sturla og flere Venner, til Althinget, hvor Thorvard Thorarinssøn kom østfra, og lod sine Skarer stode til hans, saa at de tilsammen i en sluttet Trop rykkede ind paa Thingpladsen. Paa Thinget raadede Thorgils næsten aldeles; siden efter tog han sig saa eftertrykkeligt af Sturla mod Ravn Oddssøn, at denne omsider indgik et ordentligt Forlig, baade med Sturla og med ham selv. Thorleif-i Garde havde allerede tidligere forligt sig med Thorgils, og var nu hans gode Ven. Ogsaa Biskop Sigvard anholdt om og fik hans kraftige Bistand i en Trætte med Thord, en Søn af Andres Sæmundssøn, og Sagen afgjordes i det hele taget til Biskoppens Tilfredshed, skjønt Thorgils hidtil ikke havde haft meget at sige paa Sønderlandet. I Vestfjordene, hvor Thorgils noget efter Forliget med Ravn aflagde et Besøg, var hans Anseelse og Yndest saa stor, at Bønderne kappedes om at bede ham til sig, og skjenke ham Gaver og tilbyde ham Hjelp[1]. Der var maaskee ingen af dem, som hidtil havde stræbt efter Herredømmet paa Øen, der med Hensyn til Popularitet var kommen dette Maal nærmere, end Thorgils, og man skulde have ventet, at de Betænkeligheder formedelst tidligere Forpligtelser til Thord Kakale, der maaskee endnu afholdt flere af dennes forrige Tilhængere og Undergivne fra at slutte sig til Thorgils, ved Efterretningen om Thords Død vilde være blevne bortryddede, og at overhoved denne Begivenhed vilde have fjernet den sidste Hindring, der endnu stod imellem Thorgils og hans Maal. Men tvert imod blev Thords Død den nærmeste Anledning til Thorgils’s Undergang. Af det Foregaaende have vi allerede erfaret nok til at overbevise os om, at Thorvard Thorarinssøn aldrig havde meent det oprigtigt med sit foregivne Venskab

  1. Sturlunga Saga IX, 43–49. Vi erfare ved denne Lejlighed, af Beretningen om Biskoppens Trætte med Thord Andressøn, at Biskoppen havde en voxen Søn, faldet Thomas Biskopssøn, der synes at have været bosat paa Sønderlandet, siden der tales om at Thord Andressøn skulde have røvet fra ham. Hvis altsaa Sigvard ikke allerede havde den Søn for sin Indtrædelse i den geistlige Stand, saa har han, uagtet sin biskoppelige Strenghed, ikke været stort sædeligere end de fleste andre Gejstlige paa den Tid. Thomas maa dog vel være fød i Norge, førend Sigvard blev Biskop.