Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/362

Denne siden er korrekturlest
348
Haakon Haakonssøn.

for Thorgils, men alene nærmet sig ham og søgt hans Forbund for at skaffe sine egne Planer Fremgang. Thorvald var lumsk og egennyttig; hans egen Broder, den ærlige og højhjertede Odd, havde ikke kunnet komme ud af det med ham, men de havde staaet paa en spendt Fod med hinanden, og Thorvard hevnede hans Drab aabenbart ikke af Sorg derover eller af Pietet for hans Minde, men deels fordi det nu engang efter de Tiders Tænkemaade var en Æressag, deels fordi han derved havde Udsigt til at faa betydelige Bøder, skaffe sig Indflydelse, og ydmyge flere af sine personlige Fiender. Saaledes søgte han da at faa Thorgils med sig, sluttede det nøjeste Forbund med ham, og forstod listigt at skyde ham foran sig, som om han var den egentlige Leder af et Foretagende, der dog meget nærmere vedkom ham selv. Men da Maalet var opnaaet, begyndte allerede det tilsyneladende Venskab fra Thorvards Side betydeligt at kølne, og han viste sig, som vi have seet, lidet ivrig i at opfylde de Forpligtelser, han havde indgaaet. Uagtet den fælles Bansættelse, hvori baade han og Thorgils vare indsluttede, fremdeles nødte ham til at gjøre fælles Sag med ham, da det gjaldt at tale Biskoppen til Rette, var dog Thorgils aldrig saa snart hørte, førend han greb Lejligheden til at forlige sig med Biskoppen paa egen Haand, uden Hensyn til Thorgils, og det uagtet denne jo egentlig havde paadraget sig Bansættelsen før hans Skyld[1]. Saa ligefrem og umistænksom Thorgils synes at have været, kan dog denne Thorvards Stræben efter egen Fordeel vanskeligt have undgaaet ham; han maa ved flere Lejligheder have følt sig ubehageligt berørt deraf, og Forholdet mellem dem kan derfor ej have været fortroligt. Vi have ogsaa seet, at Abbed Brand allerede gjennem Svogeren Thord advarede Thorgils mod Thorvard. Paa Thinget 1257 forenede de vel, efter en tidligere Aftale, deres Skarer, men her opstod dog den første aabenbare Trætte imellem dem, idet Thorgils forsvarede en med ham besvogret Mand ved Navn Jon, der havde været med ved Overfaldet paa Odd Thorarinssøn, og som Thorvard derfor vilde faa dømt fredløs. Thorvald maatte give efter, men ytrede megen Harme over Thorgils’s Egenmægtighed[2].

Imidlertid var Thord Kakales Død bleven bekjendt paa Island, og da han ikke havde været gift, og saaledes ikke efterlod egtefødde Børn, var hans Syster Steinvar, Halfdan Sæmundssøns Hustru, hans nærmeste Arving. Jon Sturlassøn var nemlig allerede død i Aaret 1254.

  1. Vistnok sluttede ogsaa Finnbjørn hvad man kunde kalde en Separatfred med Biskoppen, men med ham var det en anden Sag; han stod allerede paa Gravens Rand og maatte saa at sige til enhver Priis skaffe sig Absolution.
  2. Sturlunga Saga, IX. 45.