Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/365

Denne siden er korrekturlest
351
1258. Islandske Begivenheder. Thorgils Skardes Drab.

eller Forelæsning af Sagaer. Thorgils valgte det sidste, og da han hørte, at man blandt andre Sagabøger der paa Gaarden havde en, der indeholdt den hellige Thomas Beckets Historie[1], bad han om at maatte faa høre den, da han altid, som han sagde, havde elsket ham fremfor andre hellige Mænd. Sagaen blev læst, indtil man kom til Erkebiskoppens Drab i Kirken, hvor det i Legenden heder, at Kronen blev huggen af ham. Her bad Thorgils Forelæseren at standse, da han blev noget søvnig, sigende at dette var en fager Død. Senere ud paa Aftenen, da man skulde gaa til Sengs, spurgte Berg og Gudmund om man ej skulde udstille Vagter til Hest, men Thorgils svarede at det ikke behøvedes, og der blev heller intet deraf. Den Mistanke, hans Omgivelser nærede mod Thorvard, var dog, som man allerede af det foregaaende kan skjønne, intet mindre end ugrundet, og det.var ej alene Thorvards Agt at benytte denne Lejlighed til at rydde Thorgils af Vejen, men han havde ogsaa truffet Forberedelsen dertil med en djevelsk Omhyggelighed. Ej alene havde han gjort Thorgils sikker og faaet udlokket af ham, hvor han vilde tilbringe Natten, men han havde ogsaa sørget for, at en af hans hemmelige Medvidere, en vis Halldor Skravare (Snakker) befandt sig paa Ravnagil som Spion; han skulde underrette Thorvard om, hvor vidt et Overfald kunde voves eller ej, og i første Tilfælde skulde han sørge for ubemerket at faa Skaaderne fra Dørene, og tillige angive Stedet, hvor Thorgils laa. Den skjendige Plan lykkedes ogsaa fuldkommen. Thorvard drog ikke længer bort, efterat han havde sagt Thorgils Farvel, end til hiinsides den første Bakke, der skjulte ham for denne. Her tilkjendegav han for sine Mænd, at da ethvert Kar, som Ordsproget lyder, kan blive faa fuldt at det løber over, kunde han heller ikke længer taale, at Thorgils fortrængte ham fra hvad han kaldte sin retmæssige Hæder; han agtede denne selvsamme Nat, som nu forestod, at overfalde og dræbe ham, og bad sine Mænd gjøre sine Sager til Gavns, saaat Thorgils ikke under nogen Omstændighed skulde slippe levende derfra. De, som ikke vilde være med paa denne Ferd, kunde sige fra med det samme. Ingen vægrede sig, uden den før omtalte Jørund Gest, der erklærede dette for det skjendigste Nidingsverk, hvori han som Kong Haakons haandgangne Mand og Thorgils’s Hirdkammerat ikke kunde være bekjendt at tage Deel. Han blev derfor tilbage; de øvrige rede i al Stilhed lige til Ravnagil,

  1. Denne Saga, kaldet Thomas Erkebiskops Saga, er allerede ovenfor omtalt, III. S. 38. Flere af de Brudstykker, der endnu forefindes af Haandskrifter, der have indeholdt Thomas’s Saga, ere neppe yngre end Thorgils Skardes Tid. Vi have her et af de flere Exempler paa, hvorledes Legende-Sagaerne mere og mere om just ikke fortrængte de nationale historiske Sagaer, dog bleve lige saa yndede som disse, og fuldkommen indtoge Plads ved Siden af dem