endelig Voldgiftskjendelse, afsagt af et lige Antal Mænd paa begge Sider. Han begav sig derfor bort til Østfjordene, og opnaaede aldrig sit Ønske, at blive Herre paa Nordlandet[1].
Thorgils Skarde var, da han faldt, kun 32 Aar gammel, og kunde altsaa endnu efter al Rimelighed have haft en lang og glimrende Livsbane for sig, hvis Forræderi ikke for Tiden havde afkortet hans Dage i hans kraftigste Ungdoms-Alder. Nogen oprigtigere og ivrigere Tilhænger end ham havde Kong Haakon neppe paa Island, i det mindste neppe blandt de daværende mægtige Høvdinger. Han synes under sit Ophold i Norge at være bleven saa gjennemtrængt af Beundring for Kongen som Regent og af Kjærlighed til ham som Menneske, at han i Liv og Død var ham hengiven. Ingen Islænding for eller efter ham virkede saa ufortrødent og opofrende for Kongens Sag; og aabenbart ikke fordi han derved ventede selv at blive den fornemste næst Kongen; men kun fordi Kongens Ønske var ham en Lov, og vel ogsaa fordi han ikke kunde tænke sig det uden som den største Lykke for sit Fædreland, om det kom under en saadan Fyrstes Herredømme. Dette stemmer vistnok ikke med de nuværende gængse Begreber om Patriotisme; men man bolde sig kun ret klart for Øje, hvordan Islands Tilstand paa den Tid var i Sammenligning med Norges, og man vil kunne forstaa, hvorledes virkelige, oprigtige Patrioter kunne betragte en monarkisk Forfatning under Norges Konge som Landets eneste Frelse.
Dette Aar, i hvilket Thorgils Skalde blev dræbt, var ogsaa i flere andre Henseender merkeligt ved store Ulykker, som timedes i Landet. Den hele Vinter, fra Mariemesse sidre det foregaaende Aars Høst indtil efter Paaske, rasede en Smitsot i Midfjorden, hvoraf 400 Mennesker døde. Sommeren efter Thorgils’s Drab blev Lovsigemanden Teit Einarssøn dræbt i Østfjordene, der siges ikke hvorfor eller hvorledes. To store Skibe, paa hvilke en Mængde anseede Islændinger agtede sig over til Norge, forliste, det ene, Holmedølen, udenfor Islands sydvestlige Kyst og kun Halvdelen af dem, der vare ombord, reddedes, de øvrige omkom, blandt dem Are Ingemundssøn og flere af Mordbrænderne saavel som af de saakaldte Fagranesmænd, der havde været med at tage Biskop Henrik til Fange[2]. Det andet Skib, kaldet Graabussen, ført af Eyjulf Audge, strandede ved Finmarken, og alle de af Besætningen, der
