han allerede paa det nærmeste var Herre over Sønderlandet, saa at den Opposition, der hidtil udgik her mod Kongens Interesser fra hans Venner, derved ganske antoges at ville ophøre. Der vilde kun blive Tale om, med det Gode eller med Magt at vinde Ravn og Sturla paa Vesterlandet, og hvad Østfjordene angaar, der hidtil formedelst deres afsides Beliggenhed ikke havde taget Deel i de almindelige Fejder og øvrige politiske Begivenheder, kunde man vel være temmelig sikker paa at de vilde følge efter, naar de øvrige Fjerdinger havde underkastet sig. Her var desuden Thorvard Thorarinssøn, med hvem man nok paa en eller anden Maade kunde haabe at blive færdig, først og fremst fordi han ved Drabet paa Kongens Hirdmænd Thorgils og Berg efter den nys omtalte Synsmaade skyldte Kongen Erstatning, men dernæst vel ogsaa fordi hans Slægtskab med Abbed Brand kunde give Haab om at han ej vilde blive ganske umedgjørlig. Det var i Bergen, at Kongen udnævnte Gissur til Jarl, idet han overdrog ham Sønderlandet, Nordfjerdingen og Borgarfjorden, imod at Gissur overtog den nys omtalte Forpligtelse, at stifte Fred i Landet, og faa alle Indbyggerne til at erklære sig skatskyldige. Dog forstod det sig vel af sig selv, at hvis dette lykkedes ham, skulde hans Raadighed udstrækkes til hele Øen: mindre Herredømme end dette, naar Øen først var kommen under Kongen, var neppe passende for en Jarl, og Udsigten dertil maatte desuden være den væsentligste Spore for Gissur til at vise sig ivrig i Udførelsen af sit Hverv. Gissur pralede af, at det ej skulde være ham vanskeligt at sætte Kongens Vilje igjennem. Kongen overlod sig dog ikke til alt for sangvinske Forhaabninger i dette Stykke, og havde desuden lært de islandske Høvdingers Herskesyge og Ustadighed for nøje at kjende, til at han ubetinget skulde stole paa Gissur. Han stillede ved hans Side, for at controllere ham, en af sine Hirdmænd, ved Navn Thoralde hvite, og sendte desuden endnu samme Aar, saavel som de følgende, andre paalidelige Mænd ud til Øen med forskjellige Skibe, for at holde Øje med ham, og iagttage, hvorledes han udførte sit Hverv. For øvrigt viste Kongen Gissur i det Ydre den største Hæder. Han skjenkede ham store Gaver, satte ham i Højsædet hos sig, lod sine Skutilsvende skjenke for ham aldeles som for sig selv, og gav ham et Merke eller Banner og en Ludr, til Tegn paa hans fyrstelige Værdighed. Kongen har vistnok ønsket at Gissur skulde optræde med saa megen Bram som muligt, for at Islændingerne kunde vænne sig til at see Fyrstehof iblandt sig, og derved end mere blive fortrolige med Monarchiets Attributer.[1]
Gissur havde en lang Overrejse til Island. Han anløb først, ri-
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 297. Sturl. Saga, X. 1. 20. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av den trykte originalen nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]
