meligviis formedelst Storm eller Modvind, Suderøerne, og tilbragte der nogen Tid[1]; siden fortsatte han Rejsen, og ankom seenhøstes til Ørebakke. Paa Overrejsen skal han selv have forestaaet Sejladsen eller bestemt Kursen. Hvad Virkning Efterretningen om hans Ophøjelse til Jarl gjorde paa Islændingerne, siges ikke: de: staar kun, at hans Frænder og Venner bleve glade ved at faa ham tilbage efter fire Aars Forløb. Overraskende maa den dog upaatvivleligt have været for dem. Da det var saa seent paa Aaret, begav han sig ikke for det første til Nordlandet, men opslog sin Bolig paa Kaldadarnes, hvor han nu ret levede paa en stor Fod, overeensstemmende med sin nye Værdighed; han havde forberedt sig dertil ved at føre et stort Forraad af Drikkevarer med sig fra Norge. Allehelgensdag tog han sig en formelig Hird, saaledes som det hørte til Jarleværdigheden; tredive Mænd gik ham til Haande, deels som Hirdmænd, deels som Gjester. Han sparede ikke paa gode Løfter og Overtalelser, for at vinde fint* Landsmænd for Kongens og sine egne Interesser, ja han tillod sig endog Overdrivelser og vitterlige Usandheder. Saaledes sagde han, at Kongen ej alene havde forundt ham større Hæder, end nogen anden Mand paa Island, men og hermed forbundet flere andre særegne Fordele, nemlig at denne Titel ikke skulde medføre nogen Bekostning og at ingen Skat for dens Sags Skyld skulde blive Landet paalagt(ligeledes, at de, der gik ham til Haande som Hirdmænd, Gjester eller Skutilsveiner, skulde nyde den samme Titel hos Kong Haakon i Norge. Derved lode virkelig flere anseede Mænd, der maaskee ellers havde holdt sig tilbage, sig bevæge til at gaa ham til Haande og sværge Kongen Troskabseed. Den følgende Vaar begav han sig til Nordlandet, først til Skagafjorden, hvor han fandt den bedste Modtagelse, derfra til Eyjafjorden, hvor Abbed Eyjulf gjorde en Vejtsle for ham, og hvor han ligeledes uden nogen Modstand synes at være bleven anerkjendt som Herre. Han kjøbte Gaarden Stad af Paal Kolbeinssøn, og Skagfjordingerne enedes paa Vaarthinget om, at enhver, der svarede Thingfarekjøb, skulde yde ham et voxent Faar i Saudetold, for, som det heed, at hjelpe ham til at sætte Bo.
Gissur tænkte først og fremst paa at befæste sin egen Magt, og heri havde han vistnok Ret, for saa vidt som han ikke godt kunde udrette noget for Kongen, førend han selv havde sikret sig den fornødne Myndighed. Kun varede det, som Kongen senere fandt, alt for længe, førend han blev færdig med sine egne Anliggender og kunde begynde at røgte Kongens. Først og fremst var det ham om at gjøre, ganske at blive Herre paa
- ↑ I Sturl. Saga, 20 staar der, urigtigt, at Gissur tilbragte Vintren paa Syderøerne og ej tom til Island førend Sommeren efter. Annalerne, og andre Steder i Sagaen selv, vise noksom at han kom til Island 1258.
