hvad der var skeet, ytrede Kongen, at Gissur i alle Fald ikke havde udrettet mere end hvad han havde lovet; hermed vilde han vel have tilkjendegivet at Resultatet ikke svarede til den Forventning, han ved sine pralende Løfter havde vakt.
Vinteren hengik, som det synes, i Rolighed. Gissur holdt sig stille, og gjorde ikke engang mindste Mine til at straffe Thorvard, hvor forbitret Sighvat end var. Denne henvendte sig endog til sin Fiende Ravn om Hjelp, men forgjeves. Gissur troede at finde Spor til, at Thord Andressøn under Opholdet hos ham søgte Lejlighed til at svige ham, men lod sig dog ikke merke med noget, og hvad nu end Thord kan have haft i Sinde, saa fik han dog intet udført.
Biskop Henrik var allerede død strax efter de nys nævnte Udsendingers Afrejse, saa at Kongen ikke længer kunde nyde godt af hans Raad. Men han handlede fremdeles efter den Plan, som han allerede, vistnok efter Overlæg med Biskop Henrik, havde udkastet, at sende paalidelige Mænd til Island for at see Gissur paa Fingrene og opfriske hans Iver. Denne Gang valgte han til sin Udsending den dygtige Hirdmand Hallvard Guldsko[1], der synes at have faaet en meget udstrakt Fuldmagt, og heller ikke svigtede Kongens Tillid. Han landede i Hvitaa, begav sig strax til Jarlen, og overbragte ham Brev og mundtlig Hilsen fra Kongen, at han nu engang maatte gjøre Alvor af at opfylde sine Løfter. Hallvard, heder det, fremførte Kongens Erende for ham med Djervhed, og Jarlen svarede ikke andet end vel, sigende at det skulde skee, som Kongen havde sagt. Thingtiden var for Resten forbi, og der kunde altsaa intet skee paa Althinget i dette Aar, men Hallvard tog sit Vinterophold i Reykjaholt, og var imidlertid ikke uvirksom, men søgte at virke paa Høvdingerne enkeltviis, og stifte Fred mellem dem. Det lykkedes ham, uden at Gissur eller Ravn vidste det mindste deraf, at faa et Forlig bragt i Stand mellem Sighvat og Thorvard, hvorved dog ogsaa Sturla og flere andre Høvdinger vare behjelpelige, medens, besynderligt nok, Biskop Sigvard snarere søgte at lægge Vanskeligheder i Vejen for en Sammenkomst mellem begge Parter, end at befordre den. i Sammenkomsten fandt ikke desto mindre Sted om Vaaren, i Fastetiden, og begge Parter enedes om at voldgive Sagen til sex Mænds Afgjørelse, tre fra hver Side: de trende fra Sighvats Side vare Hallvard, som havde været Thorgils’s fordums Ven og Kammerat, Sturla, og Egil i Reykjaholt. Sturla forkyndte Dommen, der gik ud paa betydelige Bøder for Thorgils’s, Bergs og Asbjørn Illugessøns Drab, men Thorgils’s Fredløshed ophævedes, og han slap at forlade Landet; thi som den egentlige Drabsmand be-
- ↑ Han maa have været bosat i Bergen, thi det er efter ham at Gaarden „Guldskoen“ paa Bryggen har sit Navn.
