tragtedes en vis Jon Usle, der havde givet Thorgils hiint Saar i Hovedet; han blev dømt til at forlade Landet og aldrig at komme tilbage igjen. Thorvald ytrede dog frivilligt, at han agtede sig udenlands inden tre Aar; han udredede Bøderne fuldstændigt og redeligt, takkede Voldgiftsmændene, ytrede oprigtig Glæde over at være bleven forligt, og gav Sighvat og hans Broder Gudmund skjønne og værdifulde Gaver. Efter Datidens Maade at betragte Forholdene paa havde han nu virkelig aftvættet den paa ham hvilende Plet. Derhos erfarer man af det følgende, at han lovede Hallvard Guldsko at understøtte Kongens Sag i Østfjordene, og paa det førstkommende Althing at indfinde sig med Østfjordingerne for at antage Kongens Bud. Paa anden Betingelse havde vel heller ikke Hallvard hjulpet ham til det attraaede Forlig[1].
Fremdeles sees det, at .Hallvard vandt Ravn Oddssøn. Beretningen herom er noget dunkel og mangelagtig, men det kan dog ej betvivles, at det virkelig forholder sig saa. Der staar nemlig, at Hallvard kom ud til Island med Breve fra Kongen, og at Borgarfjorden da blev fratagen Gissur og overdragen Ravn. Men der berettes dog ikke det mindste om, naar Ravn, der hidtil havde været en af de mest haardnakkede til at modsætte sig Kongens Ønske, i Mellemrummet mellem Thorgils’s Fald og Hallvards Ankomst skulde have sluttet sig saa nøje til Kongens Parti, at det kunde falde denne ind, allerede paa Forhaand at overdrage ham en Forlening. Man kan derfor ikke forstaa hine Ord anderledes, end at Hallvard havde skriftlig eller mundtlig Fuldmagt til, om han kunde vinde Ravn, da at give ham Borgarfjorden, og følgelig at tilbyde ham Borgarfjorden som Belønning, hvis han vilde understøtte Kongens Sag, og fornemmelig i dette Øjemed fremmede mandsterk paa næste Thing. Man seer af det følgende, at Ravn lod sig vinde ved denne Lokkemad. Paa Borgarfjorden havde han allerede længe haft Lyst, ja endog virkelig, som vi tidligere have seet, udøvet en vis Indflydelse der. Siden Thorleif i Gardes Død 1257 synes det imidlertid, at være lykkets Sturla at gjøre sig til Herre der; han havde allerede siden 1255 opslaaet sin Hovedbopæl der i Heredet[2], da hans Broder Olaf Hvitaskald var død i 1259, maa han efter ham have arvet dennes Gaard Stavaholt[3], tilligemed hans øvrige Be-
- ↑ Sturlunga Saga, X. 4.
- ↑ Han havde nemlig, som der i Sturl. Saga fortælles (IX. 22), først bosat sig i Hitardal, som han kun med stor Vanskelighed fik den forrige Ejer til at aftræde, derpaa (IX. 43) i Svignaskard.
- ↑ Olafs Død 1259 omtales kun i Annalerne. Man vil erindre fra det foregaaende, at han boede paa Stavaholt paa samme Maade, som Snorre og hans Efter-
