siddelser. Derfor bar vel endog Sturla udtrykkeligt gjort Løftet om en formelig Overdragelse af Herredømmet i denne Egn til den Betingelse, paa hvilken han sluttede sig til Gissur og stod ham bi, og dette Løfte blev ham derfor ogsaa virkelig, som vi bade seet, til Deel fra Gissurs Side, d.a denne ved Brylluppet viste sig saa overhaands venlig imod ham, og udnævnte ham til sin Lendermand. Men en saadan nøje Tilslutning til Gissur maatte just nu være ham til større Skade end Gavn. Thi det bar saa langt fra, at Gissurs Opførsel var skikket til at bortrydde den Mistanke mod bane Oprigtighed, som var den væsentligste Grund til Hallvards Sendelse, at denne meget mere i Løbet af Vinteren maatte indsee, at han, trods alle gode Løfter en Forsikringer, i Grunden modvirkede Kongens Ønske i Stedet for at befordre det, og at det egentlig kun var ham om at gjort at skaffe sig selv Enevældet paa Øen. Hallvard havde i Begyndelsen af Vinteren en Sammenkomst med Jarlen, ved hvilken denne, som det lader, havde lovet at skaffe flere, hidtil gjenstridige Bønder, til at sværge Kongen Troskabseed; nogle kom ogsaa og aflagde Eden, men vistnok ikke paa langt nær saa mange, som Hallvard havde ventet; strax efter begav derimod Gissur sig til Nordlandet, og havde flere Møder med Bønderne, hvorved han nu ikke længer kunde lægge Dølgsmaal paa, hvad han virkelig havde lovet Kongen, nemlig at faa Indbyggerne til at erkjende hans Herredømme og erklære sig skatskyldige; men han benyttede tillige Efterretningen om Hallvards Ankomst til at indjage dem større Skræk end fornødent, enten for at tilvende sig selv Fordele, eller for at gjøre Kongen forhadt; han bad dem nemlig overveje, hvad Raad man skulde gjøre for de Fordringer og Trusler, Kongens Mænd, som han sagde, fore med – sandsynligviis bar han endog forespejlet dem, at Kongen vilde sende en Krigsflaade til Island –; han sagde at Kongen fordrede en uhyre Penge-Udbetaling (maaskee til Bod fordi de endnu ikke havde opfyldt deres tidligere Løfte om at betale Skat), og bragte det dertil, at Bønderne i deres Angst lovede at udrede den, idet nogle vedtoge at give to Hundreder, nogle eet Hundrede, nogle 12 Ører, o. s. v. Men da Hallvard erfarede dette, misbilligede
følgere paa Reykjaholt, det vil sige saaledes at Godset egentlig tilhørte Kirken, men ved en saakaldet Maaldage eller Overeenskomst var overdraget den verdslige Høvding til Beboelse og Bestyrelse. Paa denne Maade besaddes de fleste af de Høvdingegaarde, hvorom her og i det foregaaende er Tale, og dette forklarer den Lethed, hvormed snart den ene, snart den anden kunde faa en Gaard i Besiddelse, og sætte Bo der, thi han behøvede kun at slutte en Maaldage med Presten. Vi ville i det følgende see, hvorledes Afskaffelsen af dette Uvæsen, der allerede i det foregaaende (III. 250, 814) er omtalt, vakte voldsomme Storme.
