Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/379

Denne siden er korrekturlest
365
1262. Islandske Begivenheder. Hallvard Guldsko’s Virksomhed.

han fuldstændigt Jarlens Ferd, og erklærede at det ingenlunde var Kongens Mening at pine saa voldsomme Udbetalinger af Bønderne: at han blot ønskede deres Løfte om Lydighed og en aarlig Skat, ikke større at de uden i noget Henseende at trykkes kunde udrede den, og at han derimod til Gjengjeld lovede dem flere Fordele og Forbedringer i deres Lovgivning. Fra dette Øjeblik kan man sige at Hallvard havde aabenbart brudt med Jarlen. Han traadte derfor nu i de ivrigste Underhandlinger med hans Fiender, for at vinde dem og sikre sig deres Hjelp ved det forestaaende Althing. Saaledes begav han sig da til Vestfjordene, og fremførte, som der siges, Kongens Erende for Indbyggerne. Og ved denne Lejlighed maa det da have været, at Hallvard, saaledes som det ovenfor er antydet, i Kongens Navn fratog Gissur eller Sturla Borgarfjorden, og overdrog den til Ravn. Thi tidligere havde der, som sagt, ej været nogen Lejlighed dertil; Ravn var da endnu Kongedømmets ivrigste Modstander paa Øen. Nu derimod gik han over til at blive Hallvards højre Haand under dennes fortsatte Virksomhed for Kongens Sag, og det maa ganske vist tilskrives ham, at Vestfjordingerne, hvis fornemste Herre han var, alle tilhobe lovede at komme til Thorsnesthing om Vaaren og sværge Kongen Undersaats-Eed. Hallvard sendte fra Vestfjordene et Brev til Jarlen, hvori han paa det bestemteste udtalte hiin Misbilligelse og fordredede Eftergivelse af de utilbørlige Paalæg. Jarlen, der vel blev noget bange, stevnede strax Bønderne til Hegranesthing, hvor han lod nogle Mænd sværge Kongen Underkastelses-Eed, men derved blev det og for det første. Ravn tog. Borgarfjorden i Besiddelse, uden at Sturla vovede at modsætte sig det, ja han maatte endog samtykke i, at Ravn opslog sin Bolig paa Stavaholt: han dulgte imidlertid ej sin Misnøje, og gav den blandt andet Luft i et Vers, hvori han ytrede, at Gissur Jarl havde faret med Tant, og lovet vant mere end han kunde bolde. Sturla var nu kommen i en fuldkommen falsk og intet mindre end behagelig Stilling. Det er aabenbart, at Hallvard havde Mistanke til ham, deels fordi han havde sluttet sig saa nøje til Gissur, deels fordi han allerede tidligere, i sin Optræden mod Thorgils Skalde, havde viist sig som en ivrig Uafhængighedsmand. Han stod sig ikke synderlig godt med Navn, der heller ikke gjorde sig nogen Samvittighed af at modtage Borgarfjorden, og dertil var Venskabet heller ikke faa overvættes stort mellem Sturla og Gissur, saagodt det end i den sidste Tid havde ladet; dette viser allerede hans nysomtalte Vers. Dersom Sturla havde været en lige saa driftig og stridbar Mand som Ravn, havde Hallvard maaskee lige saa gjerne nærmet sig ham og valgt ham til sin Støtte, som denne, mod hvem han fra først af ej kunde være bedre stemt. Men hvad der egentlig var Sturlas Ros, skadede ham her,