Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/381

Denne siden er korrekturlest
367
1262. Isl. Beg. Nordlandet og Sønderlandet underkaster sig Kongen.

Forlig med ham, og efter en Pilegrimsrejse til Rom var kommen hjem til Island med samme Skib som Hallvard Guldsko, og medhavende et Brev fra Erkebiskop Einar, hvorved Grenjadarstad Kirkegods blev ham overdraget; han kunde saaledes ansees for at have efterfulgt Finnbjørn Helgessøn[1]. Med sine egne og Asgrims Skarer havde Gissur ikke færre end 1440 Mand. Navn samlede ogsaa en heel Deel Folk i Vestfjordene, og reed til Things med Hallvard Guldsko, ledsaget af Einar Thorvaldssøn fra Vatnsfjord, Stemme Gunnsteinssøn, Sturla Thordssøn, og næsten alle de bedste Bønder fra Vestfjordene. De havde vistnok ikke mere end 720 Mand med sig til Things, altsaa kun Halvdelen af hvad Gissur bragte; heller ikke indfandt Oddefolkene og Thorvard sig, saaledes som de havde lovet, men Hallvard ytrede, at man ogsaa havde samlet andre Flokke vestenfor Hejderne og agtede at bringe dem til Things for at understøtte Kongens Anliggende, om dette ikke ellers med det Gode blev fremmet. Maaskee var dette kun et Skræmmeskud, men hvorledes det end forholder sig hermed, saa forfejlede det ikke sin Virkning paa Gissur, der blev virkelig bange og ej engang vovede at bruge sin store Styrke til at byde Tinds. Tvertimod besluttede han, efter Overlæg og Raadslagning med sine Venner, selv at gribe Initiativet med sine Undergivne, og forelagde følgelig baade Nordlandingerne og Sønderlændingerne Kongens Forslag, idet han, som det heder, ej alene med gode Ord bad dem at gaa ind derpaa, men tillige erklærede dem, at han vilde ansee det for det samme, som om de søgte at skille ham selv ved Livet, hvis de ej samtykkede deri. Nordlændingerne, der aller“:de engang for havde givet deres Samtykke hertil, vare lettest at overtale. Med Sønderlændingerne holdt det haardere; dog lode ogsaa disse sig omsider overtale. Nu blev Lagretten ordnet, og tolv af de fornemste Bønder fra Nordlandet, tre af hvert Vaarthing[2], saavel som et tilsvarende Antal Bønder fra Gissurs Deel af Sønderlandet, tilsvore Kong Haakon og Kong Magnus følgende Eed, der tillige indeholdt de gjensidige Betingelser:

„Vi tilstaa eder, Kong Haakon, Norges Konge, Land, Thegner og „evindelig Skat, 20 Alen for hver Mand, som betaler Thingfarekjøb.

  1. Sturlunga Saga. IX. 10.
  2. Navnene paa dem, der svore for Nordlandet, angives: de vare, for Thingeyarthing Asgrim Thorsteinssøn, Hall Tyst og Gudrek; for Eyjafjorden (Vadle-Thing) Hall paa Madrevalle, Thorvard af Saurbø, Gudmund fra Ravnagil; fra Skagafjorden (Hegranes-Thing) Geir audge, Kalf og Thorgeir, Brand Kolbeinssøns Sønner; for Hunavatns-Thing eller Egnene vestenfor Vatnsskard, som de kaldtes, Bjarne raa Audkulustad, Sigurd af Hvamm, Illuge Gunnarssøn. Sturlunga Saga, X. 11, 21, 26.