kunde heller ikke endnu vel blive Tale om noget saadant, saa længe den islandske Ret selv ikke var omformet efter norskt Mønster, thi indtil da dannede Goderne eller Høvdingerne et uundværligt Hjul i Statsmaskineriet, og da den hele Overeenskomst mellem Kongen og Islændingerne egentlig kun bestod af partielle Transactioner med de enkelte Høvdinger hver for sig, faldt det af sig selv, at disse for det første maatte beholde Magten; de vare selv contraherende Parter, paa hvis Myndighed eller Competence endog den hele Contracts Gyldighed hvilede; der skede ingen anden Foranding i deres Stilling, end at de nu skulde lyde Kongen, holde deres Myndighed af Kongens Haand, og ikke have Lov til at bekrige hinanden indbyrdes. Først da norsk Ret var bleven indført paa Island, som det i det følgende skal vises, og de norske Konger i Kraft deraf vilde indtrænge norske Befalingsmænd og Lagmænd i Landet, var det Tiden for de gamle Høvdingers Sønner og Descendenter at indlægge en alvorlig Protest. Men ogsaa først da alle disse Spørgsmaal vare ordnede til begge –Parters Tilfredshed, kunde Island siges ganske at være gaaet over til at blive et Led af Norges Rige. Indtil da bestod dets Sammenhæng med Norge kun i et temmelig løst, prekært, personligt Contractsforhold mellem Kongen og Høvdingerne. At faa dette forandret til en virkelig Realforbindelse, var de norske Kongers vigtigste Opgave og Hovedpolitik med Hensyn til Island i den Række af Aar, der fulgte nærmest efter de nys skildrede Begivenheder.
Skatten kunde ikke være synderlig trykkende. Man seer af den efter norsk Ret formede Lovbog[1], som siden vedtoges paa Island, at de 20 Alen (3 Øre) skulde erlægges af hver fuld Bonde, for ham og alle hans Huusfolk, saa at intet mere i alt udrededes, saa og af hver eenslig Mand eller Kvinde, som ejede 10 Hundreder eller derover; dog tilfaldt kun Halvdelen af denne Sum Kongen; den anden Halvdeel oppebares af Befalingsmanden og indbefattede tillige Thingfarekjøbet. Dette udrededes forhen til Goderne efter Overeenskomst med disse[2], og betydelige Udsugelser kunde saaledes derved finde Sted; det var altsaa en Vinding, at denne Ydelse nu sattes paa en fast Fod. Hvad Bestemmelsen om at sende sex Skibe til Island angaar, da viser den aabenbart, hvor meget Landet var gaaet tilbage, og hvor i Særdeleshed dets selvstændige Skibsfart var aftagen under de senere Tiders Borgerkrige: Skibsfarten var nu saa godt som udelukkende i Nordmændenes Hænder; den Maade, hvorpaa Ankomsten af et norskt Skib til Island i disse Tider omtales, øjensynligt som om det var en vigtig Begivenhed, og den
