lange Tid, der, efter flere Antydninger at dømme, ofte gik hen, inden man paa Island erfarede hvad der var skeet i Norge, og omvendt, viser, hvor faa Gange om Aaret slige Skibe plejede at komme; stundom heder det endog udtrykkeligt, at intet Skib kom i et heelt Aar[1]. Det var derfor vistnok vel betænkt af Islændingerne at sikre sig i det mindste ser Skibes aarlige Udsendelse med Tilførsel af udenlandske Nødvendighedsvarer. Saaledes maa nemlig denne Artikel forstaaes. Det var naturligviis intet i Vejen for, at ogsaa flere Skibe, udrustede af norske Handelsmænd, kom til Øen, men Kongen skulde indestaa for, at der i alle Fald i de to først kommende Aar ikke kom færre end sex. Imidlertid skjønnes det let, hvorledes denne Bestemmelse, der uforandret blev bibeholdt i senere Overeenskomster, siden i Tidens Løb kunde afføde et Monopol, eller Berettigelse for Kongen til at drive Enehandel paa Øen. – Spørgsmaalet om Islændingers Ret til Arv, falden i Norge, havde allerede, som vi have seet, været Gjenstand for en Bestemmelse i Overeenskomsten med Kong Olaf den hellige, men det hændte sig stundom at en Arv stod saa længe hen, at den kunde betragtes som forladt og følgelig droges ind under Kronen; dette forebyggedes ved oven anførte Clausul. Landørerne havde altid været en for Islændingerne meget forhadt Afgift, som nu maatte bortfalde, naar de skulde være Kongens Thegner lige saavel som Nordmændene, og det kan vist antages, at mange af dem endog kun af denne Grund bleve gunstigt stemte for Underkastelsen. – Hvad Islændingernes „bedste Ret“ i Norge angaar, da sigtes her ligeledes til Overeenskomsten med Kong Olaf, ifølge hvilken de skulde have Haulds-Ret. For øvrigt seer man, at Fredens Overholdelse laa Høvdingerne meget paa Hjertet, og at dette endog ved Siden af Troskaben mod Kongen gjordes til en Betingelse for deres Villighed til at anerkjende Jarlen over sig[2].
Odde-Verjerne eller Høvdingerne for den Deel af Sønderlandet, der ligger østenfor Thjorsaa, havde, som ovenfor nævnt, ikke indfundet sig paa Thinget, lige saa lidet som Thorvard med Østfjordingerne: saaledes var det kun Nordlændingerne og Sønderlændingerne vestenfor Thjorsaa, som her svore Kong Haakon formelig Troskabseed. Nu sluttede ogsaa Gissur Forlig med Ravn, og de tilsagde hinanden gjensidig Trygd, idet han og Ravn saavel som dennes Søn Sturla, der maa have været omtrent 15 eller 16 Aar gammel, i Overvær af Biskop Sigvard, Abbed Brand og næsten hele Thing-Almuen gave hinanden Haandslag foran Kirkedøren paa Althinget. Derpaa reed Jarlen fra
