Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/386

Denne siden er korrekturlest
372
Haakon Haakonssøn.

Thinget syd til Laugardal, idet han endnu i nogen Tid holdt Flokken sammen, rimeligviis af Frygt for Oddeverjerne. Men Biskoppen, Hallvard og Ravn begave sig til Borgarfjorden, hvor de havde et Møde med Vestfjordingerne paa Tveraa- eller Thingnes-Thing, og hvor disse nu aflagde den samme Eed, som de skulde have aflagt paa Thorsnes-Thing, og hvis Formular uden al Tvivl var eenslydende med Nordlændingernes og Sønderlændingernes. Om de allerede forhen vare sammenkaldte, eller først sammenkaldtes efter at Høvdingerne havde forladt Althinget, erfares lige saa lidet, som hvorfor der ej blev noget af Eedsaflæggelsen paa Thorsnes-Thing. Maaskee Aarsagen hertil, naar det kommer til Stykket, kun har været den, at Ravn og Hallvard have fundet det mere betryggende at kalde dem til Thingnesthing i Borgarfjorden, hvorfra der ej var faa langt til Althinget, og lade dem samle sig der, netop under Althingstiden, for at have dem faa meget nærmere ved Haanden, om noget skulde komme paa, og at saaledes Hallvards Trusel paa Althinget dog enda ej var faa ganske uden Grund. Men alligevel bliver det vanskeligt at begribe„ hvorfor de da ikke lige faa godt lode dem samle sig paa Althinget selv, og aflægge Eden i Forening med de øvrige. Men vist er det, at Vestfjordingerne her paa Thingnes-Thing gik, som det heder, under samme Eder som de andre. Eden aflagdes først af Formændene, Ravn, Sighvat Bødvarssøn, Sturla Thordssøn, Einar Thorvaldssøn og Vigfus Gunnsteinssøn, og tre Bønder med hver af dem; lige saa og af tre Bønder paa Borgarfjordingernes Vegne[1].

Altsaa havde nu Høvdingerne over alle Hereder paa Island, lige fra den saakaldte Helkundeheid nordøstligst ved Langenes, mellem Nordlandet og Østerlandet, til Thjorsaa paa Sønderlandet, hyldet Kong Haakon. Strax efter forlod Hallvard Guldsko Landet, ledsaget af Sighvat Bødvarssøn og Sturla, Ravns Søn; han traf Kongen i Bergen, og uagtet han ej kunde bringe Efterretningen om Islands fuldkomne Underkastelse, havde han dog i et eneste Aar udrettet faa meget, at man ej længer kunde være i Tvivl om, at det egentlige Maal med det første vilde blive naaet; Kongen bevidnede ham derfor ogsaa sin bedste Tak. Ligeledes tog han særdeles venligt mod Thorgils’s Broder Sighvat, gjorde ham til sin Hirdmand, og viste ham megen Hæder. I Følge med Hallvard var ogsaa Abbed Brand, efter hvilken Erkebiskop Einar havde sendt Bud. Det var nemlig hans Hensigt at overdrage ham den siden Biskop Henriks Død ledigt staaende Biskopsstol i Hole. Brand begav sig strax til Throndhjem,

  1. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 311. Sturl. Saga, X, 11, 21, 26. Isl. Annaler.