blev venligt modtagen af Erkebiskoppen, og tilbragte Vinteren deels hos ham deels hos Kongen; om Vaaren, i Fasten, havde Erkebiskoppen en Samtale med Chorsbrødrene i Christkirken, og kom overeens med dem om at Brand skulde vælges, hvilket ogsaa samme Dag skede, ligesom ogsaa Kongerne, der den Vinter opholdt sig i Throndhjem, bekræftede Valget. Brand var den første Islænding, hvem siden Gudmunds Tid en islandsk Biskopsstol var betroet, men han havde allerede, baade som Abbed og som Bestyrer af Skaalholts Biskopsstol, saa utvetydigt lagt sin Iver for de norske Interesser for Dagen, at man her uden Fare kunde afvige fra den ellers vedtagne Politik. Han indviedes den 4de Marts samtidigt med den før omtalte Gilbert, der nys var kommen tilbage fra Curien med Pavens Befaling, at han skulde udvælges til Biskop i Hamar, saaledes som det i det følgende nærmere skal berettes[1]. Biskop Peter i Bergen og Biskop Thorgils i Stavanger assisterede ved Indvielsen. Samme Aar vendte Brand tilbage til Island, sandsynligviis før Althinget, ligesom det ogsaa maa antages, at Hallvard Guldsko fremdeles var i Følge med ham: i alle Fald sendtes hun ud strax efter, for at fuldføre sit Verk, og bringe de øvrige Dele af Landet til Underkastelse, hvilket ogsaa ganske lykkedes ham.
Disse Slutnings-Forhandlinger om Erkjendelsen af den norske Konges Højhed ere i de forhaandenværende Kilder kun mangelagtigt fortalte, saa at man maa gjette sig til meget. Uagtet de ikke naaede sin Fuldendelse førend efter Kong Haakons Død, ville vi dog omtale dem her, for at kunne berette dette vigtige Anliggende i sin Heelhed uden at afvende Traaden. Aarsagen, hvorfor Oddeverjerne ikke indfandt sig til Thinget i 1262 efter Løfte, synes at bade været en paany indtruffen Spænding mellem dem, i Særdeleshed Andressønnerne, og Gissur, hvilket vel og bevægede Gissur til, efter Thinget 1262 endnu at bolde sin store Flok samlet i Laugardal, som det ovenfor er berettet. Men alligevel fik man nu, rimeligviis ved Biskop Brands Hjelp, Oddeverjerne bragte til at følge Nordlændingernes og Vestfjordingernes Exempel og aflægge Underkastelses-Eden til Kong Haakon for deres Deel af Sønderlandet, eller Districtet østenfor Thjorsaa[2]. Sandsynligviis skede dette paa Al-
- ↑ Sturl. Saga, X. 27. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 315.
- ↑ Annalerne, ved 1263. Vi have her og i det Foregaaende med Hensyn til denne og den foregaaende Eedsaflæggelse fulgt Sturl. Saga og Annalerne, fordi de, saaledes som vi nu have dem for os, saa bestemt ordne Begivenhederne paa denne Maade, at man ikke egenmægtigt tør afvige derfra. I Sturl. Saga, X. 7, 8, tales der først om, hvorledes Thord Andressøn om Sommeren 1259 oplagde Raad mod Gissurs Liv, men forgjeves, og hvorledes Gissur derpaa, som ovenfor berettet, drog med en stor Skare, understøttet af Sturla Thordssøn, til Rangaarvalle, som han herjede, indtil der stiftedes
