landet erkjendt sig skatskyldigt under Kong Haakon. Nu stod kun Østfjordene tilbage. Her havde endnu Thorvard Thorarinssøn mest at sige, uagtet den egentlige Arving til Herredømmet var Orm Ormssøn, den yngste Søn af Orm Jonssøn paa Svinafell, fød strax efter Faderens Død 1241, og derfor endnu kun et Barn, da hans ældre Brødre bleve dræbte 1252. Han var nu fuldvoxen og myndig, og Thorvard havde vel saaledes strengt taget ikke længer nogen Ret til at optræde som øverste Høvding. Hvad der bevægede ham til at udeblive fra Althinget 1262, uagtet han havde lovet at komme, vides ikke; maaskee frygtede han, da det kom til Stykket, baade Navn og Hallvard, den sidste især fordi hun var Kongens Repræsentant, og saaledes havde at kræve vant til Regnskab for Hirdmændene Thorgils Skardes og Bergs Drab. Men ved sin Farbroder Biskop Brands Overtalelser lod han sig omsider overtale til at give efter og underkaste sig. Ved Allehelgens-Messe-Tid 1263 gav han Brand det edelige Løfte, at han til næste Sommer skulde drage over til Norge og søge Kongens Naade, hvilket Løfte han ogsaa opfyldte[1]. Det lader derhos til, at han ved samme Lejlighed afstod sin Magt til sin Fætter Orm Ormssøn, thi denne optræder nu som Østfjordingernes eller Sidemændenes Høvding, og i denne Egenskab svor han ogsaa, den følgende Sommer, rimeligviis paa Althinget (1264), Underkastelses- og Skatskyldigheds-Eden for Østfjordingerne[2], i Forening med andre udvalgte Bønder fra hvert Vaarthing. Ogsaa dette maa vistnok for en stor Deel tilskrives Orms og Thorvards Farbroder Biskop Brands kraftige Bestræbelser, skjønt han ikke oplevede at see det endelige Resultat af dem, da han allerede bortrykkedes om Vaaren (den 26de Mai 1264), førend Althinget endnu traadte sammen[3]. Maaskee det ogsaa hjalp noget, at Efterretningen om Kong Haakons Død imidlertid var kommen til Island, thi der siges udtrykkeligt, at Islændingerne villigere underkastede sig hans Søn Magnus, end ham. Maaskee antoge de Magnus for at være mildere eller mindre streng. Endnu om Sommeren 1264 kunde Hallvard Guldsko vende tilbage til Norge, og bringe Kong Magnus den glade Efterretning, at hele Islands Befolkning nu havde underkastet sig ham. Han ledsagedes af Thorvard, der overgav sig ganske til Kongens Naade og opgav i hans Hænder den Magt, han endnu maatte besidde, til Bod for Drabet paa Thorgils og Berg[4]. Kongen tilgav ham, og tillod ham det følgende Aar at vende tilbage til Island.
Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/389
Denne siden er korrekturlest
375
1263, 1264. Isl. Beg. Rangæingerne og Østfjordingerne underkaste sig.
