Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/393

Denne siden er korrekturlest
379
1261. Grønlændingerne underkaste sig Kong Haakon.

Fart. Der maa have været lange Tider, hvor den lille Coloni ganske har været afskaaren fra den øvrige civiliserede Verden, og kun anviist paa sig selv; da Korn ikke avledes i Landet, kunde der være Tider, hvor man savnede endog det til den hellige Natverd nødvendige Brød, ej at tale om Viin[1]. Hertil sigter vel følgende Erklæring, som Pave Gregorius i Aaret 1237, netop i Tiden mellem Biskop Nikolas’s Indvielse og Afrejse, meddeelte Erkebiskop Sigurd paa dennes Forespørgsel, og som maaskee endog Nikolas i egen Person kan have ventet: „da du forespørger dig, hvor vidt man, naar deri nogle af dine Suffraganers Kirker er Mangel paa Korn, kan meddele Folket i Sakramentet en simpel Oblat af hvilken som helst Materie, for ved denne uskyldige Skuffelse i Fromhedens Tjeneste nogenledes at berolige det; saa og, hvorvidt man kan give det Øl eller en anden Drik i Stedet for Viin, da Viin neppe eller aldrig findes i hine Egne: meddele vi dig herved det Svar, at ingen af Delene maa skee, saa som i dette Sakrament den synlige Form skal bære Brødets af Korn og Vinens af Druer, indviet efter Indstifterens Ord ved Presten, hvorefter der ikke er nogen Tvivl om, at de da indeholde virkeligt Kjød og Blod: derimod kan man give Folket simpelt hen velsignet Brød, saaledes som Skik og Brug er i enkelte af hine Egne[2]. Da man ikke engang paa Island eller Færøerne, eller nordligst i Haalogaland, kan tænke sig en saadan Brødmangel, som den, der her forudsættes, men alene paa Grønland, synes virkelig saavel Forespørgselen som Svaret kun at have gjeldt denne Coloni, og Sagen at være bleven gjort anhængig af Nikolas, da han opholdt sig i Norge for at modtage Indvielsen. Det slaar ikke Fejl, at ogsaa han, ligesom de fleste af hans Forgængere, nærmest har været valgt til Embedet enten fordi han allerede forhen havde været paa Grønland, eller i det mindste havde nærmere Forbindelser med Landet, saa at han kjendte dets Tarv, og saaledes ogsaa vidste, til hvilken Yderlighed man kunde komme, naar der i flere Aar ingen Tilførsel havde været. Mod Brødmangelen kunde Paven, som vi see, ikke give noget Raad, eller paapege noget Surrogat for Brødet; hvad derimod Mangelen paa Viin angaar, da sees det at han tillod, naar saadan fandtes, i Stedet for den sædvanlige, foreskrevne Indvielse af begge Species, kun at indskrænke sig til den simple Velsignelse af Brødet.

Alt dette giver en temmelig klar Forestilling om, hvilken sørgelig

  1. Kongespejlets Skildring af Grønland, Cap. 17–19, se ovenfor I. 2. S. 362. Her staar der udtrykkeligt: „Mængden i Landet veed ikke hvad Brød er, saa aldrig Brød“.
  2. Dipl. Norv. I. No. 16. Jvfr. Keyser. n. Kirkeh. I. S. 412.