Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/395

381

1201. Grønlændingerne underkaste sig Kong Haakon.

ligviis helst den Konge, med hvis Rige det for Resten stod i nærmest Forbindelse, eller med hvis Undersaatter det var i nærmest Nationalslægtskab. For Kongens Forfængelighed havde det vel ogsaa noget eget tillokkende, at kunne kalde sig Herre over det yderste Norden. Paa samme Tid, som Thord Kakale og Biskop Henrik sendtes til Island for at paaskynde dette Lands Underkastelse, sendtes derfor ogsaa den Aaret forud til Biskop Nikolas’s Eftermand indviede Olaf, om uvis Herkomst og tidligere Stilling for Resten intet andet vides, end at han ej var fød Grønlænding, til Grenland i samme Erende, det vil da sige ved Siden af hans gejstlige Hoved-Syssel. Rimeligviis bar hun ogsaa medbragt et Brev fra Cardinalen eenslydende med det til Islands Indbyggere. Det lader ikke til, at Olaf i Førstningen tog sig videre af Sagen; maaskee hun endogsaa mødte Modstand, thi endnu ti Aar derefter havde Grønlændingerne ikke underkastet sig Kong Haakon. Men om Høsten 1261, samtidigt med eller strax efter Kong Magnus’s Giftermaal og Kroning, kom trende, som man maa formode norske, Farmænd og Skibsstyrere, Odd af Sjalt^[1], Paal Magnussøn og Knarrar-Leif, fra Grønland efter fire Aars Fraværelse, og meldte at Grønlændingerne nu havde vedtaget ej alene at yde Skat til Kongen, men ogsaa at erlægge Bod til Kronen eller Thegngilde for alle Manddrab, hvad enten den dræbte var norsk eller grønlandsk, og hvad enten Drabet var skeet hjemme i Bygden eller oppe i Nordsæderne. Denne Underkastelse var endnu fuldstændigere end Islændingernes; thi for det første synes den at have været fælles vedtagen af det hele Folk, medens Island kun deelviis underkastede sig, for det andet havde Grønlændingerne allerede strax ved Siden af Skatteydelsen ogsaa vedtaget Thegngildet, der rigtignok synes at maatte være uadskilleligt forbundet med Erkjendelsen af den saakaldte Thegnskylda, eller Undersaatsforholdet til Kongen, men hvortil Islændingerne dog endnu ikke udtrykkeligt havde forpligtet sig, og som heller ikke blev formeligt vedtaget førend i 1269^[2], som det siden skal vises. Hvorledes Sagen blev dreven paa Grenland, om de nys nævnte Mænd havde faaet noget Hverv af Kongen, og saaledes selv virket dertil, eller om de blot meldte, bvad de under deres Opbold der havde været Vidne til, vides ikke. Det sones som om denne Underkastelse ikke bar vakt liden Glæde eller Opsigt ved Hoffet, bvortil det vel ogsaa bidrog, at den skede tidligere end Islands, og saaledes var den første større Tilvæxt, Kongen paa denne Maade vandt til sit Herredømme. Man pralede nu af, at Kongens Magt strakte sig lige op under Nord-

1. Sjaltar, Sjólt, nu Sjold, efter hvilken den forhenværende saakaldte Sjolds Skibrede havde sit Navn, er en Gaard i Birkelands Sogn ved Bergen.
2. Se Annalerne ved dette Aar, samt Biskop Laurentius’s Saga.