varede hele tre Maaneder, inden Cardinalerne kunde blive enige om, hvo der skulde vælges til hans Efterfølger. Endelig valgte de, den 29de August, Pantaleon, Patriarch af Jerusalem, der kronedes den 4de September næstefter, og antog Navnet Urbanus den 4de. I Mellemtiden vare mange Befuldmægtigede ankomne fra forskjellige Lande, men da Cardinalerne havde saa meget at bestille med Valg-Anliggendet, at de ej kunde beskjeftige sig med andet, lode de Sendebudene drage hjem igjen, for ej at forvolde dem unyttigt Ophold, udsættende den Sag, for hvis Skyld de vare komne, indtil en ny Pave var valgt. Der var nu heller ikke saa megen Hast paa Ferde, da Ungarerne endnu førend Alexander var død havde tilføjet Mongolerne et stort Nederlag og derved standset Faren for det første. Ogsaa fra Norge var der kommet Sendebud, skjønt efter den bestemte Tid, sandsynligviis endog efter at det nye Pavevalg havde fundet Sted. Til disse Sendebud sluttede sig rimeligviis ogsaa den til Biskop i Hamar udseede Archidiaconus Gilbert, der allerede Aaret forud havde forladt Norge med Skrivelse fra Kongen og Erkebiskoppen til Paven om, at de begge ønskede hans Udnævnelse til denne Biskopsstol. Sendebudene medbragte ligeledes Breve fra begge Konger, hvori disse blandt andet tilmeldte Paven, at der nu i veie Norge indsamledes Bidrag til det omhandlede Anliggendes Fremme. Pave Urbanus modtog Gesandterne venligt, men da han, som han sagde, i denne første Tid efter sin Ophøjelse paa Pavestolen følte sig saaledes betynget af Sorger og Bekymringer, at han ikke havde kunnet skjenke den Sag, hvorfor de vare komne, behørig Opmerksomhed, besluttede han sig til at sende dem tilbage, idet han dog medgav dem en Skrivelse til Kongerne, hvori han, fremstillende hele Sagens Gang, paa det varmeste anbefalede dem den og formanede dem til at lade sig finde raske og redebonne til alt hvad der kunde tjene til dens Fremme. Da denne Skrivelse er dateret i Viterbo den 9de Juni 1262[1], maa de norske Sendebud saaledes have opholdt sig indtil paa den tiende Maaned ved Curien, og Gilbert naturligviis endnu længer. Sandsynligviis fulgte Gilbert med dem tilbage[2]. Pave Alexander havde, som man maa antage, ikke gjort noget
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 55.
- ↑ Han var nemlig, som det sees, indtruffen noget sør 4de Marts 1263, paa hvilken han indviedes. Skjønt det heder i Cod. Frisianus, dog ej i Flatøbogen, at han da var „nykommen fra Curien“, behøver man dog ikke derfor at antage, at han var kommen umiddelbart ser Indvielsen: hine Ord vilde passe, om han endog var kommen i Julen, eller ved det forrige Aars Udgang. Det er heller ikke sagt at han strax ved Ankomsten til Norge begav sig til Nidaros. Erkebiskoppen har maaskee endog udsat hans Indvielse, for at den kunde skee
