rige Biskopper og Gejstlige i denne Sag at være ham og dem, han maatte tage til Medhjelpere, lydige og hjelpsomme. Da de Skrivelser, som Paven i denne Anledning udfærdigede, ere daterede saa sildigt som 21de og 23de October 1263[1], fandt de, som det i det følgende vil sees, hverken Erkebiskoppen eller Kong Haakon i Live, og Sagen bortfaldt af sig selv. Dette var det sidste virkelige Korstogs-Anliggende, som beskjeftigede Kong Haakon, og overhoved nogen norsk Konge; thi Korstogs-Prædikener brugtes siden kun som et Middel til at skaffe Pavestolen Penge ved de dertil indsamlede frivillige Bidrag saavel fra Lægfolket som den tvungne Afgift af de gejstlige Indtægter. Den kongelige Gesandt, Agmund, benyttede sig forøvrigt efter Evne af Lejligheden til at skaffe sig selv Fordele, idet han forestillede Paven, at flere Præbender i Oslo Kirke skulde have staaet saa længe vacante, at Collationen deraf ifølge Lateranconciliets Beslutning tilkom Pavestolen, og derfor, som man kan skjønne, anholdt hos Paven om at maatte faa en af dem. Heri føjede ogsaa Paven ham, af Consideration for Kongen, som han sagde, og overdrog Biskop Gilbert, saavel som en Mester Andres, Chorsbroder i Stavanger, at indsætte vant deri, uden at bryde sig om, hvad Biskop Haakon eller Capitlet kunde anføre til Indvending. Brevet herom er dateret den 28de October, altsaa samme Dag som den sidste af de oven nævnte to Skrivelser. Om den havde nogen Følge, vides for Resten ikke. Da den naaede Norge, var Biskop Gilbert rimeligviis endnu ikke kommen tilbage fra Vesterhavstoget, paa hvilket han ledsagede Kongen. Om dette merkelige Tog, det vældigste, der nogensinde er udgaaet fra Norge, maaskee kun med Undtagelse af Kong Harald Sigurdssøns Krigstog til England, og som var det Foretagende, hvormed Kong Haakon sluttede Rækken af sine store og berømmelige Bedrifter, skulle vi nu berette.
Det er ovenfor nævnt, hvorledes Skotlands Konge, Alexander den Sten„ havde bestræbt sig paa det ivrigste for at faa Suderøerne lagte under sit Scepter, og, da dette ikke lukkedes ham ved Underhandlinger og Tilbud af Pengesummer, allerede var i Begreb med at begynde Krig,
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 56, 57. Skrivelsen til Erkebiskoppen er af 23de, til Gejstligheden af 21de Octbr.
kjendt, bliver det rimeligst, at man har skrevet Admundus, der mere nærmer sig Edmundus, i Stedet for det uvante „Agmundus“.
